Krig eller fred? Virksomhed i Balling følger spændt situationen i Ukraine

NG Metal har en søstervirksomhed i Ukraine. Konflikten mellem Rusland og Ukraine har været i virksomhedens bevidsthed i flere år.

2:14
NG Metals søstervirksomhed i Ukraine ligger tæt på Polen. Og dermed langt fra den russiske grænse, forklarer salgsdirektør og medejer Regner Ditlev Dahl.
Foto: Mikkel Eskelund

Verdens øjne er i øjeblikket rettet mod Ukraines grænse mod Rusland.

Russerne har placeret 100.000 soldater tæt ved grænsen, og Nato frygter, at det er optakten til en invasion.

I den lille by Balling i Skive Kommune er der en virksomhed, der har en god grund til at følge ekstra spændt med i situationen.

NG Metal, der producerer metaldele til en lang række brancher, har en søstervirksomhed i Ukraine, og den højspændte situation ved grænsen fylder en del på fabrikken i Balling.

- Selvfølgelig tager vi det seriøst. Vi synes jo også, at det er voldsomt, men når det er sagt, er vi er nødt til at fokusere på det, vi kan gøre noget ved. Vores fokus er først og fremmest på vores kunder og medarbejdere, siger salgsdirektør og medejer Regner Ditlev Dahl.

Han fortæller, at situationen bliver vendt på møder i koncernen flere gange om ugen, men selv om situationen ved grænsen er tilspidset, går hverdagen trods alt stadig sin vante gang - ikke mindst fordi søstervirksomheden i Ukraine ligger tæt på Polen og dermed langt fra den russiske grænse.

Konflikt siden 2014

 - Ukraine er et urimeligt stort land. Selvfølgelig vil det påvirke hele Ukraine, hvis der sker noget, men Rusland har endnu ikke sagt, at de er involveret i en konflikt med Ukraine, siger Regner Ditlev Dahl.

Forholdet mellem Ukraine og Rusland har været anspændt i flere år. I 2014 annekterede Rusland halvøen Krim, og siden har konflikten været en del af vilkårene for NG Metal.

- Dengang var vi noget mere nervøse, men tingene har også en tendens til at blive hverdag. Jo, vi er utrygge ved situationen nu, men vi har været i det her længe. Hvis man er nervøs for noget, man ikke kan ændre på, så kan livet godt blive lidt træls en gang imellem.

NG Metal har ifølge virksomhedens hjemmeside 53 ansatte i Danmark og 184 i Ukraine.