Krise i kirken: Ingen vil i menighedsrådet i Roslev-Rybjerg
I Roslev-Rybjerg Sogne har de snart intet menighedråd, og det kan skade kirken. Ingen vil melde sig på banen, og derfor mødte biskoppen op til krisemøde søndag.
Der er krise i et lille sogn i Salling. I Roslev-Rybjerg Sogne har hele menighedsrådet valgt at stoppe samtidig, og kandidater til et nyt menighedsråd hænger ikke på træerne. Der er faktisk slet ikke nogen.
Derfor var borgerne søndag indkaldt til et ekstraordinært møde efter søndagsgudstjenesten, hvor der blev talt om fremtiden for kirkerne i Roslev-Rybjerg Sogne. En fremtid som kirkegængerne i Rybjerg Kirke tror, at alle er interesseret i.
- Det er en rigtig trist situation, vi er havnet i. Alle vil jo gerne bruge kirken. Folk vil gerne døbes, konfirmeres, giftes og begraves i tilknytning til kirken, så det er bragende nødvendigt, at os lokale bakker op om kirken, siger Grethe Bundgaard, der tidligere selv har siddet i menighedsrådet.
Menighedsrådet var forvejen halveret. Tidligere var der otte medlemmer af menighedsrådet for Roslev-Rybjerg Sogne, men til sidst var der kun fire, og de har alle valgt at stoppe.
- Jeg har det rigtig skidt med det, og et eller andet sted så trykker det også på ens egen samvittighed for at fortsætte, men jeg har lovet mig selv, at jeg holder, fortæller den afgående formand for menighedsrådet, Lisbeth Christensen.
Ingen kirke uden menighedsråd
Til mødet søndag var biskoppen for Viborg Stift, Henrik Stubkjær til stede. Han ville gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at der kommer et menighedsråd op at stå.
- Der skal være et menighedsråd til at tage sig af de ansatte og til at tage sig af økonomien. I yderste konsekvens kan vi overføre de beføjelser til et andet menighedsråd, men det ville også være ulykkeligt, siger Henrik Stubkjær.
Den afgående menighedsrådsformand mener, at kirken kan risikere at dreje nøglen om, hvis der ikke er nogen, der melder sig på banen.
- Det er jo menighedsrådet, der skal drive kirken, og er der ikke nogen til det, så har vi heller ikke aktiviteter eller vækst i vores kirker, og så er de lukningstruet på sigt, fortæller Lisbeth Christensen.
Formanden beder til de højere magter
Biskoppen tror, at den manglende interesse for menighedsrådet er en konsekvens af den udfordring, som også ses andre steder.
- Som regel bliver de fyldt. Der kan mangle en eller to, så det er yderst sjældent, at vi nu står her uden menighedsråd overhovedet. Jeg tror generelt, at det er svært at finde folk til bestyrelser i idrætsforeninger, og jeg tror, det er det samme, vi er ramt af, mener Henrik Stubkjær.
Det vælter heller ikke med gode løsninger fra kirkegængeren Grethe Bundgaard i forhold til, hvordan man får de lokale til at engagere sig i kirken.
- Jeg kan ikke sige dig, hvad der skal til, for så havde jeg gjort det. Jeg tror man må sige, at der ikke bliver noget menighedsråd i Roslev og Rybjerg, og så må man tage konsekvensen af det for at forstå alvoren.
Lisbeth Christensen beder til de højere magter for, at der vil komme nogle bejlere til menighedsrådet.
- Jeg håber og beder til, at vi får nogle kandidater til det nye menighedsråd. Der er nogle måske'er, men vi skal lige have taget hul på det og få nogle til at melde sig. Så tror jeg, der er nogle flere, der tør at komme på banen, siger den afgående formand.
Det er ikke kun Roslev-Rybjerg Sogn, der mangler kandidater til et nyt menighedsråd. I Thyborøn er sitautionen den samme. Begge steder holdes der et nyt valg til menighedsrådet på tirsdag.