Landmand efter gylleudslip i Salling: Frygter for miljøet og forholdet til naboerne

Det gylleudslip, der tirsdag morgen fandt sted i Spøttrup, har sat dybe spor i landmanden, Bertel Trærup. Det var nemlig hans gylletank, der flød over.

0:40
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST og Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST.

At begå fejl er menneskeligt - dog kan nogle fejl være uoprettelige.

Det var den følelse landmanden Bertel Trærup stod med, da han fik at vide, at hans gyllebeholder løb over og spredte sig til Spøttrup Bæk i Salling.

- Jeg synes, det var helt uoverskueligt. Hvor meget, og hvor lidt der skete. Det kørte bare rundt det hele, fortæller landmanden.

Skaden skete, efter en gyllebeholder på Bertel Trærups landbrug natten til tirsdag var i færd med at pumpe gylle fra en beholder til en anden. Her skulle pumpen stoppe automatisk, når tanken var fyldt op.

Denne automatik fejlede dog, beholderen flød over og op imod 3000 kubikmeter gylle løb ud i naturen. 

Meget berørt af situationen

Derfor fik landmanden også ekstra travlt, da han blev oplyst om situationen. Landmanden sad nemlig på Fyn, da opkaldet kom fra hans medhjælper.

- Så skulle jeg lige have lidt at spise, og så var det ellers hjemad i fuld galop, siger Bertel Trærup.

Reaktionen indtraf dog kort efter, da virkeligheden ramte ham.

- Jeg satte mig ned og fældede en tåre, fortæller han grådkvalt.

Noget af det, der ramte landmanden var både, at han frygtede for, hvad det betød for miljøet, men også om forholdet til naboerne blev påvirket af det alvorlige miljøuheld.

- Jeg synes, vi har et rigtig godt forhold til vores naboer og omgivelser. Så det er træls, når man render ind i sådan noget her, som kan skade en masse og genere en masse.

0:24
Tirsdag så det sådan her ud, da dele af bækken skulle reddes fra gyllen.

Mere rolig nu

Efter Bertel Trærup kom hjem til gården i Spøttrup, fik besigtiget skaderne og snakket med brandvæsnet og miljømyndighederne, er han blevet mere fortrøstningsfuld.

Han mener, at det værste er overstået nu.

- Jeg er mere rolig ved situationen nu, fordi skaden er bremset, og de er langt henne i oprydningen. Gudskelov fik de (Nordvestjyllands Brandvæsen, red.) styr på det, inden der kom nævneværdige mængder ud i søen. 

- Var der kommet en masse derud, havde det nærmest været umuligt at få ryddet op. Et vandløb er trods alt mere overskueligt at komme til at rydde op i, slår den berørte landmand fast.

Skaden er sket

Det store gylleudslip har dog allerede haft konsekvenser for naturen. Det har således dræbt alt levende i det vandløb, som løber ud i søen.

Det fortæller Merete Davidsen, der er vandløbsmedarbejder ved Skive Kommune.

- Vi er i gang med at finde ud af, om der er levende dyr tilbage i vandløbet som eksempelvis mindre insekter og smådyr. Men indtil videre er det helt dødt, fortæller hun.

Der arbejdes fortsat på pumpe gylle op fra den forurenede sø og fra vandløbet. Heldigvis er der synlige tegn på, at forureningen af Spøttrup Bæk ikke længere er kritisk.

- Vi pumper stadig gylle væk midt i vandløbet. Men vandet har fået en helt anden farve, og det er et godt tegn, siger Merete Davidsen.

Uvist hvad fremtiden bringer

Selvom skaden er sket, så ved Bertel Trærup endnu ikke, om han står til at få en påtale, bødestraf eller noget helt tredje.

- Indtil videre har fokus været på at få stoppet og ryddet op. Så tager vi det andet hen af vejen. Jeg har heldigvis ingen erfaring med, hvad der sker i sådan en situation, fortæller han.