Narkosagen fra Skive: Kokain-kunderne kom fra hele landet

De 275 personer, der er sigtet i en stor narkosag i Skive, kommer fra hele landet, men har alle en eller anden tilknytning til byen.

Narko
Foto: Christoph Hardt/Geisler-Fotopress, Scanpix

275 personer fik for en måneds tid siden besøg af politiet i forbindelse med en stor narkosag i Skive. Men alle de sigtede er ikke skibonitter.

Skive Politi oplyser nu, at 122 af de 275 sigtede er skibonitter.

- Det viser altså, at det ikke kun er folk herfra, der har handlet med narko i Skive. Der er sigtede i hele landet - også Fyn og Sjælland, siger politikommissær Lars Mikkelsen.

Alle har dog en tilknytning til Skive og har på den måde fået kontakt til den såkaldte Porsche-bande, som lige nu sidder varetægtsfængslet for omfattende narkohandel.

29 ansatte på Skive Kaserne er blandt de sigtede for at købe narko - og de tæller eksempelvis ikke med blandt de 122 skibonitter, men de resterende.

Den største skare uden for Skive er Viborg, hvor 12 personer er sigtede.

To af de 275 narkosigtede er under 18 år, men 66 personer er mellem 18 og 25 år. De har alle fået tilsendt et personligt brev fra rusmiddelcentret med tilbud om hjælp.

De 275 narkokøbere fik besøg af politiet efter omfattende efterforskning.

2:10
Efter at det kom frem, at 275 personer fra Skive og omegn bliver sigtet for køb af kokain, har det været det helt store samtaleemne i Skive. For hvordan kunne det komme så vidt, spurgte både unge, forældre og SSP-konsulenterne sig selv om dagen efter.