Nu sejler færgen atter mellem Hvalpsund og Sundsøre
Tirsdag eftermiddag blev erstatningsfærgen Sleipner atter sat i drift på ruten. Det er stadig uvist, hvornår færgen Mary vender tilbage.
Efter en periode uden færgefart er der nu endelig godt nyt til de hårdt prøvede passagerer på overfarten mellem Hvalpsund og Sundsøre.
Tirsdag eftermiddag blev driften genoptaget, efter at det lykkedes at få reservefærgen Sleipner sat i drift.
- Det er dejligt at være i gang igen, og jeg tænker også, at kunderne har manglet færgen, lyder det tidligt onsdag morgen fra færgefører Karl Johan Knudsen.
Problemerne for færgefarten begyndte den 26. oktober, da en lastbil trillede af færgen Mary ved indsejlingen til Hvalpsund. Chaufføren havde glemt at trække håndbremsen.
Heldigvis kom ingen personer til skade, men broklappen var så beskadiget, at færgen måtte tages ud af drift og sendes på værft.
Dagen efter blev færgen Sleipner, som Hvalpsund-Sundsøre Færgefart lånte fra Fur, sat ind på ruten. Glæden varede dog kort - den 4. november gik Sleipner på grund ved Sundsøre, og så måtte den også sendes til reparation.
Men nu er erstatningsfærgen altså i drift igen. Hvornår Mary vender tilbage, er stadig uvist. Færgeriet skrev den 25. november på Facebook, at der manglede reservedele til at reparere bloklappen.