Regeringsudspil sender Johnny tre år tidligere på pension - Jeg skal se det, før jeg tror det

Ifølge det udspil, som regeringen præsenterer i morgen, så er det dem, der har arbejdet længst, der skal have lov til at gå først på pension.

2:30
Johnny Axelsen fra Skive har arbejdet som tømrer, siden han var 16 år gammel.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

I morgen tirsdag kommer regeringen endelig med sit længeventede udspil til, hvem der skal have lov til at kunne gå tidligere på pension. Allerede nu har flere medier dog opsnappet nogle af hovedpunkterne, og ifølge dem ser det ud til at blive længden af ens arbejdsliv, der kommer til at afgøre, hvornår man må gå på pension.

Én af dem, som længe har ventet på et udspil fra regeringen, er 61-årige Tommy Axelsen fra Skive. Han begyndte at arbejde som tømrer som 16-årig og med et arbejdsliv på foreløbigt 45 år, kan han derfor nu måske se frem til at kunne trække sig tilbage tre år før folkepensionsalderen på de 67 år.

- Jeg skal se noget på bordet, før jeg tror på det, men det kunne da være rigtig fint, hvis man kunne få lov til at gå tre år før tid, siger Johnny Axelsen, der er tømrer og fra Skive. 

Han fortæller, at 45 år på diverse byggepladser, efterhånden kan mærkes, og at han længe har haft et ønske om at trække sig tilbage tidligere end forventet.

- Hver eneste morgen, når man står op, kan man da mærke, man har ondt i ryggen, fortæller Johnny Axelsen. 

Kommer ikke folk med mellemlange uddannelser til gode

Regeringen præsenterer sit endelige udspil for tidligere tilbagetrækning tirsdag, men ifølge flere medier så bliver det hverken skolelærere, pædagoger eller sygeplejersker, der kommer til at få glæde af ordningen.

Når man er 61 år skal det nemlig gøres op, hvor længe man har været på arbejdsmarkedet. Hvis man har været på arbejdsmarkedet i 42 år, kan man trække sig tilbage et år før folkepensionsalderen.

Hvis man i stedet har været på arbejdsmarkedet i 43 år, kan man gå to år før, og hvis man har hele 44 år eller mere på arbejdssamvittigheden, så kan man gå af tre år før.

Det kommer derfor ikke eksempelvis folk med mellemlange uddannelser til gode.

- Det er mange år, man skal være på arbejdsmarkedet, så det ser ikke alt for godt ud for vores faggruppe, fortæller Steen Madsen, der er lærer på Lemtorpskolen i Lemvig.

Hvis man vælger at gå tidligere på pension, vil ydelsen blive 13.500 kroner om måneden før skat.