Særlig robot får demente til at live op: - Den rører ved følelserne

En helt ny robot bliver i øjeblikket testet på plejehjem her i landsdelen. Robotten har kunstig intelligens og kan få kontakt til demente.

2:13
Ingrid Torp, som er beboer på plejehjemmet Skovbakkehjemmet i Skive, er blevet rigtig glad for den lille sociale robot.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

På Skovbakkehjemmet i Skive har de fået en ny beboer. Hun hedder Anna, og hun er ret populær. Anna er en social robot med kunstig intelligens. Hun reagerer på berøring, tale og øjenkontakt.

- Jo mere du rører ved den, jo flere lyde siger den, og jo mere blinker den med øjnene. Det er det der med, at det går ind og rører ved nogle følelser, siger Laila Rafn, der er aktivitetsmedarbejder på Skovbakkehjemmet i Skive.

Robotten Anna er blevet en god ven for flere af beboerne på Skovbakkehjemmet.
Robotten Anna er blevet en god ven for flere af beboerne på Skovbakkehjemmet.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Skovbakkehjemmet er et af de tre plejehjem i Skive, Viborg og Aalborg kommuner, hvor den japansk udviklede robot lige nu bliver afprøvet.

Danske forskere i velfærdsteknologi følger forsøget med den japanske robot. Og resultaterne er gode.

- Den kan åbne op for noget kommunikation. Den kan give de her ældre noget tryghed og livsglæde og bedre trivsel, siger Birthe Dinesen, der er professor ved Aalborg Universitet.

Kan ikke erstatte plejepersonalet

Ifølge Birthe Dinesen er det robottens menneskelignende karakter, der ifølge deres tests virker godt på personer med mild demens.

- Når man har demens kan man godt være lidt lukket inde i sig selv eller være lidt urolig, og den her robot er meget kærlig af sit væsen. De åbner mere op og får et smil på læben, forklarer hun.

Alt tyder på, at de sociale robotter med tiden vil marchere ind på flere plejehjem, men den kommer ikke til at erstatte medarbejderne.

- De kan ikke stå for sig selv, så vi skal ikke frygte, at vi sætter sociale robotter ud, og der så ikke er plejepersonale, siger Birthe Dinesen.

Ingrid Torp er en af beboerne på Skovbakkehjemmet i Skive, som er blevet rigtig glad for den lille robot. Ifølge Laila Rafn kan den nærmest føles som et barn for nogle af de demensramte beboere.

- Da hun skulle sige farvel til den i dag, så sagde hun: ”Åh, bare det var mit barn,” siger Laila Rafn.

Forsøget med sociale robotter har kørt i tre måneder og er støttet af Sundhedsstyrelsen.