Snydt for 14.500 kroner: Kvinde lokket med kæmpegevinst
En kvinde blev kontaktet af en bekendt på Facebook, som fortalte, hvordan hun kunne vinde 250.000 kroner, men hun endte med at blive franarret flere tusinde kroner.
En 65-årig kvinde fra Roslev troede, at der var en gevinst på 250.000 kroner på vej. Men i stedet blev hun snydt for 14.500 kroner.
- Hun blev kontaktet første gang den 20. april på Messenger på Facebook, af hvad hun troede, var en bekendt ved navn Jonas, fortæller Niels Bach, politiassistent ved lokalpolitiet i Skive.
Jonas fortalte kvinden, at han netop havde modtaget en vinderpakke fra Apple. Den indeholdt 250.000 kroner i kontanter, og han vidste, hvordan kvinden kunne få en lignende gevinst.
- Det eneste, hun skulle gøre, var at købe tilstrækkeligt mange gavekort fra Apple. Jonas sendte endda et billede af sin vinderpakke, fortæller Niels Bach.
Ringede til Jonas
Kvinden blev dog mistænksom, så hun forsøgte at ringe til Jonas. Men han skrev tilbage, at han netop var blevet opereret i øret, så han kunne ikke snakke i telefon.
- Selvom hun aldrig fik snakket med Jonas, så begyndte kvinden at købe fysiske gavekort fra en Applebutik. Ni gavekort af 1.000 kroner og et på 500 kroner, fortæller politiassistent Niels Bach.
Gavekortene tog hun billeder af. Både af forsiden og af bagsiden. Billederne sendte hun, til det, hun troede, var en agent fra Apple, som Jonas havde sat kvinden i forbindelse med.
Agenten skrev til kvinden, at hun ville modtage sin vinderpakke, som ville blive sendt direkte til hendes adresse med et FedEx-bud, fortæller Niels Bach.
"Bud" kørte galt
- Efter nogen tid skrev kvinden til agenten og spurgte, hvor vinderpakken blev af. Herefter modtog hun et billede af en FedEx-bil, som var forulykket, og en forklaring om, at buddet var forulykket, da det var på vej ud til hende. Hun modtog sågar et billede af bekymrede læger, der stod foroverbøjet over en patient, siger politiassistenten fra Skive.
Kvinden fik også at vide, at Apple meget gerne ville have pakken med de 250.000 kroner ud til hende. Agenten skulle bare lige finde et andet bud. Hvis kvinden sendte 5.000 kroner, lovede agenten, at man hurtigt kunne finde et nyt bud.
Kvinden sendte 5.000 kroner til agenten søndag den 7. maj.
- Kvinden har naturligvis aldrig modtaget sin pakke, og hun anmeldte sagen til politiet mandag den 8. maj klokken 10.00. Men vi må desværre nok erkende, at det bliver svært at opklare denne sag, fortæller politiassistent Niels Bach.