Viborg sagde farvel til Pape med klapsalver
Der lød spontane klapsalver fra de mange fremmødte, da rustvognen med Søren Pape Poulsens båre forlod området ved domkirken.
Omkring 2000 personer fulgte med inde i og uden for Viborg Domkirke, da den konservative formand Søren Pape Poulsen lørdag formiddag blev bisat.
Der var plads til 800 personer inde i domkirken, og udover Papes forældre Ruth og Svend Poulsen og en lang række af Papes folketingskolleger fra Christiansborg havde flere viborgensere valgt at deltage for at vise ham den sidste ære.
- Søren var en person, der havde utroligt mange relationer. Det har vi også kunnet se i den forløbne uge, så det har været en både bevægende og stærk oplevelse, sagde biskop Henrik Stubkjær, der stod for bisættelsen, til TV MIDTVEST.
Ceremonien sluttede med, at operasanger Jens-Christian Wandt uden musikledsagelse sang "I Danmark er jeg født", og herefter blev kisten båret ud af kirken.
På vej ud af Viborg gjorde rustvognen ophold ved Papes bopæl over for domkirken og byens stadion, rådhus og politistation.
Da bilen forlod området ved domkirken, brød de mange fremmødte ud i spontane klapsavler.
- De klapper ham ud af byen. Det er jo fantastisk, sagde Jens-Christian Wandt.
Ordentlighed var et af de ord, der gik igen fra mange af deltagerne.
- Er der et ord, der klæber sig til Søren Papes eftermæle, er det ordentlighed. Der findes ikke et menneske, der ikke syntes godt om Søren. Jeg ved for eksempel, at han var en af favoritterne hos Folketingets ansatte, for han var altid ordentlig og venlig, sagde folketingets formand Søren Gade.