Bekymrede Venstre-mænd: Flere medlemmer er smuttet eller overvejer at gøre det efter Støjberg-degradering
To af Venstres midt- og vestjyske lokalafdelinger mærker nu konsekvenserne af, at Inger Støjberg gik af som næstformand i partiet.
De har fået deres sag for, Venstres kommuneformænd i Herning og Struer. Efter at Inger Støjberg trak sig som partiets næstformand mellem jul og nytår, er flere medlemmer begyndt at røre på sig.
- Selvfølgelig er jeg bekymret for, at medlemmer melder sig ud. Det er jo ikke kønt at se på det, der foregår i Venstre lige nu, og jeg har været så bekymret, at jeg også har sendt en mail ud til vores medlemmer.
- Der går rigtig mange rygter om, hvorfor vi er endt, som vi er i Venstre, og jeg synes, det var vigtig at melde ud, at det på bundlinjen handler om et dårligt samarbejde mellem formand og næstformand, men politikken er fortsat den samme, siger Søren Meldgaard, som er formand for Venstre i Herning Kommune, til TV MIDTVEST.
Et par stykker har allerede meddelt ham, at de ikke vil være med længere.
En god håndfuld i Struer har meldt sig ud
I partiets kommuneforening i Struer er Flemming Poulsen overhoved.
- Inden for den seneste uge har vi fået en god håndfuld udmeldelser fra partiet her i Struer.
Kan du ikke forstå de mennesker, der vælger at melde sig ud med alt det personfnidder, der har været det seneste halvandet år?
- Jo. Jeg forstår godt, når der er uro i partiet, at der er nogen, som siger, at det skal I få orden på, for ellers melder jeg mig ud. Og når vi ikke får orden på det, så melder de sig ud. Det forstår jeg sådan set godt, siger lokalformanden og fortsætter:
- Der er nogen, som siger, hvis formanden og forretningsudvalget ikke kan forstå det, så tager de deres medlemskab op til revision og melder sig ud. Så stemmer folk med fødderne.
Venstres medlemmer skal betale kontingent her i januar. Hvor mange, der undlader at gøre det, må fremtiden vise.