Borgmester sygemeldt med stress

Mads Jakobsen (V) er tirsdag blevet sygemeldt med stress fra sit job som borgmester i Struer Kommune.

Borgmester Mads Jakobsen er tirsdag blevet sygemeldt med stress.
Borgmester Mads Jakobsen er tirsdag blevet sygemeldt med stress.
Foto: Struer Kommune

Borgmester i Struer Kommune Mads Jakobsen (V) er sygemeldt med stress på ubestemt tid.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Det er selvfølgelig en alvorlig situation. Jeg er ked af det på Mads’ vegne, fordi han er syg. Jeg ønsker ham alt muligt god bedring, udtaler gruppeformand for byrådet i Struer, Marianne Bredal (V), til TV MIDTVEST.

- Det er mit indtryk, at han har truffet beslutningen i tide. Der har ikke været klokkeklare signaler, kun når man kigger tilbage i bagklogskabens lys. Det er kommet som en stor overraskelse for mig, fortsætter hun.

Ny fungerende borgmester

På et ekstraordinært byrådsmøde torsdag vil byrådet vælge en fungerende formand, der kan varetages borgmesterens forpligtelser.

Mandag aften mødtes Venstres gruppe. Her blev det besluttet, at de vil foreslå Marianne Bredal til pladsen, siger hun til TV MIDTVEST.

- Det har været et par overvældende dage. Jeg er selvfølgelig meget påvirket af Mads’ situation. Man har ingen forberedelsestid, når sådan noget sker, så det er en opgave, jeg vil gå ydmygt til. Jeg vil tage tingene en ting af gangen, lyder det.

Venstres gruppe peger på Marianne Bredal som fungerende formand, mens borgmesteren er sygemeldt.
Venstres gruppe peger på Marianne Bredal som fungerende formand, mens borgmesteren er sygemeldt.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I næste uge er der budgetseminar, og der er flere større forhandlinger i gang, men dem er Marianne Bredal ikke nervøs for at skulle overtage.

- Jeg har været med ved forhandlingsbordet på sidelinjen hele vejen. Det er klart, at det er et politisk højspændt tidspunkt. Det må vi tage, som det kommer, siger hun.

Hun ønsker ikke at spekulere i, hvad der har udløst Mads Jakobsens sygdom. 

- Men stress er da typisk noget, der udløses, når man har været under pres i en periode, siger Marianne Bredal.

Mads Jakobsen har været borgmester i Struer Kommune siden 1. januar 2022.