Brian er tidligere stofmisbruger og kriminel - nu har han hjulpet Line med at tabe 50 kilo

Line Abildgaard vejede 140 kilo, da hun besluttede sig for at ændre sit liv. Det blev Brian Høyer, der fik hende i gang med at træne og tabe sig.

10:49
De har begge kendt til misbrug: Line har spist for meget, og Brian har været på stoffer og i fængsel. Brian har nu hjulpet Line til et nyt liv - men det kunne sagtens have været omvendt, for Line arbejder med kriminelle.

- Hej Brian. Har du erfaring med og ikke mindst mod på virkelig fede mennesker, som ingen kondition har, men som gerne vil i gang. God dag.

Den besked sendte Line Abildgaard i efteråret 2019. Modtageren var personlig træner og fitness-instruktør, Brian Høyer. Han skrev fluks tilbage, at han gerne ville hjælpe hende med et vægttab.

Det var tilfældigt og med Googles hjælp, at Line Abildgaard netop kontaktede Brian Høyer. Og så var der alligevel en portion god mavefornemmelse bundet op på beskeden.

- Jeg gik efter at finde en træner med kant. Og sådan opfattede jeg Brian. Han har skæg og masser af tatoveringer, så han måtte have noget med i bagagen, siger Line Abildgaard.

Tidligere kriminel og stofmisbruger

Det var spot on. Brian Høyer er tidligere kriminel og har siddet et år i fængsel i Nr. Snede. Hans nedtur startede, da han var seks år og mistede sin far. Han døde af nyrekræft, og det var et kæmpe chok for den lille knægt.

- Jeg var sur og ked af det og meget skuffet over, at han valgte at dø. Vi havde nogle aftaler, vi ikke nåede at vinge af. Den, jeg husker tydeligst, var, at vi skulle bygge et hus oppe i et træ, når det blev sommer. Men det nåede vi aldrig.

Brian Høyer udviklede sig til en dreng, der spillede rollen som stor og stærk - stik modsat af, hvad han var indeni. Han var altid sur på sin mor og søster og lavede ballade i landsbyen Hee, hvor han voksede op. Som teenager kom der både alkohol og stoffer med på repertoiret.

- Jeg gjorde tit bevidst det, jeg ikke skulle. Efter en bytur endte jeg i varetægt, og fik en dom på et år. Jeg sad i fængslet i Nr. Snede, og her jeg havde jeg to valg; enten kunne jeg betragte opholdet som en ”kriminel højskole,” hvor jeg kunne videreuddanne mig inden for alle grene af kriminalitet, eller også kunne jeg begynde at opføre mig ordentligt. Det blev en øjenåbner for mig at se de konsekvenser, som fængselsopholdet havde for min familie, der altid har været en stor støtte for mig.

Da Brian Høyer kom ud, var han clean, og da træning og sport i det hele taget altid har fyldt meget i hans liv, valgte han at tage en statsautoriseret uddannelse til personlig træner og fitness-instruktør.

Undervejs kom der dog endnu et bump på vejen. Som 24-årig blev Brian Høyer ramt af den samme kræftform som sin far. I dag lever han med kun en nyre og går til kontrol hvert halve år.

- Jeg blev pisse-bange og tænkte, det bare skulle overstås. Min mor skulle ikke begrave et af sine børn. Hun har været nok igennem.

Træningen blev endnu engang en slags medicin, der fik både kroppen og tankerne i den rigtige retning.

Så Brian Høyers rygsæk er fyldt godt op med tunge sten, men også en sej vilje til at ændre på en fortid, han ikke er særlig stolt af.

Vejede 140 kilo og frygtede stole med armlæn

Line Abildgaard, der er mor til tre, var lidt i samme båd. Der var også noget i hendes liv, hun ikke var så stolt af. Vægten havde sneget sig op på 140 kilo, og det var hun begyndt at blive træt af.

- Jeg tog mig selv i at være forpustet, og helt konkret begyndte jeg at scanne stole, og om der var armlæn på. Det kunne være udfordrende at komme ned i sådan en kasse. Mit selvværd og livsglæde fejlede sådan set ikke noget, men jeg vidste godt, at vægten var et resultat af, at jeg spiste for meget og var for doven, siger Line Abildgaard.

På et halvt år har Line Abildgaard tabt sig 50 kilo.
På et halvt år har Line Abildgaard tabt sig 50 kilo.
Foto: Privatfoto

Med kontakten til Brian Høyer fik hun den assistance, hun havde brug for til at blive sluset ind i træningsmiljøet. Brian Høyers filosofi om, at træning skal være sjov, var lige præcist det udgangspunkt, hun havde brug for.

Hun lærte at lege og at stå på hænder igen. Det havde hun ikke kunnet siden efterskolen. Det blev kombineret med styrketræning to gange om ugen. På et halvt år tabte Line Abildgaard sigt 50 kilo med Brian Høyer som personlig træner.

- Han har været en god hjernevasker. Han har fået mig til at tro på, at det kunne lade sig gøre. Jeg har gjort mig helt sårbar, og det har været lidt ligesom at stå på en banegård med 20 spor, hvor jeg var helt lost og ikke anede, hvilket spor, jeg skulle tage. Hver gang jeg var ved at stå af, fik han mig tilbage på de rigtige skinner, siger hun.

To gange om ugen træner makkerparret sammen.
To gange om ugen træner makkerparret sammen.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Det store vægttab har givet hængehud eller et hudforklæde, som Line Abildgaard selv kalder det. I januar fik hun fjernet 2,5 kilo hud på maven og 1,5 kilo på ryggen. Lige nu går hun med korset, så den hud, der er tilbage, strækker sig det, den skal.

Succesfyldte ændringer

Brian Høyer og Line Abildgaard har mødt hinanden som træner og elev. Men det kunne have været helt anderledes.

- Line arbejder med nyligt løsladte og stofmisbrugere i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor hun også er opsøgende gademedarbejder. Vi joker nogle gange med, at oddsene for, at vi havde mødt hinanden på hendes hjemmebane, havde været lige så store qua min fortid. Det kunne have været hende, der havde siddet på den side, jeg nu sidder, siger Brian Høyer.

Selvom de to har vidt forskellig fortid og liv, så har de en fællesnævner. De har lavet om på deres liv med succes.

- Jeg kan ikke forestille mig, jeg bliver træt af at træne. Det er så fedt, og det giver mig overskud og godt humør, siger Line Abildgaard.

Så hun er klar til at fortsætte sin træning i Struer Sport og Fitness, hvor Brian Høyer lige er blevet leder.