Covid-19: Så meget ekstra affald landede på genbrugspladsen
Covid-19 pandemien har betydet, at vi producerer mere affald til mange af landsdelens genbrugspladser.
Noget kunne tyde på, at coronatiden ikke bare er brugt på mere hjemmearbejde og selvisolation. Men også en gedigen oprydning i gamle ting og sager, som nu er sendt på genbrugpladsen.
I de første 7 måneder af 2020 er affaldsmængden nemlig gennemsnitlig steget med 15,5 % på genbrugspladserne i Holstebro, Lemvig, Skive og Struer Kommuner.
Det skriver det fælleskommunale affaldsselskab Nomi4s i en pressemeddelelse.
- Det er bestemt en stor stigning, som vi har oplevet siden nedlukningen, siger Hans Bloch, der er administrerende direktør i Nomi4s.
Det var netop i forbindelse med nedlukningen af Danmark, at der kom meget pres på genbrugspladserne, hvilket i første omgang resulterede i lange køer ved pladserne. Men selvom køerne er væk, så fortsætter affaldet med at trille ind i større mængder, forklarer Hans Bloch.
- Det er affald fra nedrivning, byggeaffald og haveaffald. Den slags er der kommet utroligt meget ind af, siger Hans Bloch.
Forklaringen skal findes i Covid-19 pandemien og nedlukningen af Danmark heraf. Folk har simpelthen haft mere tid til at få ryddet op og smidt ud.
- I Nomi4s kan vi se, at borgerne har været mere hjemme end de plejer på grund af Covid-19 pandemien, så der har været tid til at rydde op i skuffer og skabe, på lofter og i kældre. Der er også mange, som har benyttet tiden til mindre eller større hjemlige projekter, og det har også givet ekstra affald på genbrugspladserne. Skriver selskabet i pressemeddelelsen.
I følge Hans Bloch er det positivt, at affaldet ender på genbrugspladserne og bliver behandlet miljømæssigt korrekt og dermed kan blive genanvendt til nye produkter.
- Der stilles i dag store krav om højere genanvendelsesprocenter, og der sker hele tiden forbedringer på området, ligesom adgangen til direkte genbrug forbedres. Alt sammen noget genbrugspladserne har en stor andel af, siger direktøren.
Dyrt med mere genbrug
Men de stigende affaldsmængder på genbrugspladserne er dog også forbundet med ekstra omkostninger.
Der er, ifølge Nomi4s, negative priser på ca. 95 % af affaldsmængden, så det er forbundet med større udgifter når affaldsfraktionerne skal sælges.
- Vi har fået mere affald ind og det vil sige, der er mere der skal afsættes. Det koster at komme af med den slags affald. Så i sidste ende kommer det til at koste lidt mere for borgerne. Et slag på tasken vil være 110 kroner per husstand per år.
Men Nomi4s forventer dog også at mængden vil falde igen, i takt med der kommer mere styr på Covid-19. Derfor skal man, ifølge direktøren, ikke frygte fortsatte prisstigninger.