Dina Thorslund forsvarer VM-titel: Boksebrag endte blodigt

Selvom Dina Thorslund flækkede et øjenbryn i sit VM-forsvar, er hun stadig verdensmester efter lørdag aftens titelkamp i Struer.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Dina Thorslund forsvarer sit VM-bælte efter en sejr over den tyske titeludfordrer Alesia Graf fra Tyskland.

Det ligger fast, efter danskeren i overbevisende stil vandt på point efter 10 omgange i Struer Energi Park sent lørdag aften.

Dina Thorslund fik en kontrolleret start på kampen, og det var tydeligt at se, at den 38-årige tysker havde respekt for den danske verdensmester, der havde et næsten uhyggeligt fokus i øjnene.

Efter de første fem runder var Dina Thorslund stadig i førertrøjen. Den 25-årige verdensmester havde endda overskud til at smile undervejs, da tyskeren viste flere tegn på, at hun var presset.

Blodet flød i ringen

Syvende omgang blev en blodig en af slagsen. Få sekunder inde i omgangen stangede Alesia Graf på ufortsætlig vis Dina Thorslund til blods med en skalle. 

Danskerens øjenbryn flækkede på stedet og gav kortvarigt problemer, fordi blodet flød i en lind strøm. Det fik dog ikke afgørende betydning for Dina Thorslund, der svarede igen med en hel serie af agressive slag. 

Tyskeren kom bedre med mod slutningen af titelopgøret, men det var aldrig nok til at overmatche Dina Thorslund, der nu er oppe på 13 professionelle sejre i karrieren. 

Dina Thorslund blev syet i øjenbrynet lige efter kampen. 

Havde fansene i ryggen fra start

1.300 tilskuere havde indløst billet til kampen i Struer Energi Park, så det kunne høres i den tætpakkede arena, da Dina Thorslund entrerede ringen klokken 22.55. 

Allerede i minutterne inden kampen blev der skrålet livligt med til tonerne af den danske nationalhymne. Den modsatte oplevelse fik tyskeren, der blev mødt med tavshed og spredt piften fra de mere end tusind boksefans. 

Det er første gang, Dina Thorslund har forsvaret sit WBO-bælte. Et bælte, hun vandt i august sidste år, da hun slog mexicaneren Yessica Munoz.

Alesia Graf er nu på otte nederlag i karrieren, der tæller 37 professionelle kampe.