Glæde i Lydens By: Højttalerfirma flytter fra Kina til Struer
Firmaet Steenssen har valgt at flytte produktionen til Struer for at blive en del af Sound Hub Denmark.
Struer markedsfører sig som Lydens By, men på det seneste har knebet med gode nyheder fra den helt store spiller på markedet, Bang & Olufsen.
Nu er der imildlertid noget andet at glæde sig over for Lydens By.
Den lille hifi-producent Steenssen har besluttet at flytte sin produktion fra Kina til Struer for at blive en del af byens teknologi- og innovations-klynge for lyd, Sound Hub Denmark.
- Ambitionen er ikke nødvendigvis at blive kæmpestor, men at lave ordentlig lyd til ordentlige mennesker med ordentlige leverandører, siger stifteren af Steenssen. Frederick Rickmann, der oprindeligt stammer fra Skotland.
I første omgang vil Steenssen have et par ansatte i Struer. Dertil kommer, at flytningen vil beskæftige et ikke nærmere defineret antal medarbejdere hos en række underleverandører.
Steenssen producerer en soundbar, som man kan koble til fjernsynet eller bruge som hjemmets primære lydcenter.
Når Frederick Rickmann tager produktionen hjem til Danmark skyldes det blandt andet, at det danske marked er mere velegnet til en lille og specialiseret produktion. I Kina er det mere volumen, der tæller, siger Rickmann.
Dertil kommer, at det ifølge Steenssen-stifteren faktisk er lettere at sælge sine produkter i Østen, hvis de er produceret i Danmark.
- Ideen kom egentlig fra vores japanske agent. Han sagde, at det betyder rigtig meget på det japanske marked, hvis man har et label med Made In Denmark fremfor Made In China, siger Frederick Rickmann.
- Så man kan sige, at vi i lokale Struer vil lave globale produkter, siger Frederick Rickmann.
Steenssen er det første firma med produktion, der flytter til Struer for at blive en del af Sound Hub Denmark.
- Vi ønsker at tiltrække virksomheder fra hele verden, og Steensen er et bevis på, at vi har noget at byde på i Sound Hub Denmark og i Struer, siger virksomhedsklyngens direktør Peter Pedersen, der samtidig lover, at der er flere virksomheder på vej.
I Struer er der i forvejen godt 20 virksomheder, der beskæftiger sig med lyd. Mange af dem er stiftet af personer, der tidligere har arbejdet i Bang & Olufsen, og direktøren i Lydens By, Peter Kjeldbjerg, glæder sig også over nyheden.
- Det er med til at forstærke vores historie og vise, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre. Og det er rigtig fint, at der nu er den første virksomhed, der har fået øjnene op for mulighederne i denne lille klynge af lydrelaterede virksomheder i Struer, siger Peter Kjeldbjerg.