Heltemodig datter reddede far fra vild tyr - nu bliver hun hædret

Det kunne være gået helt galt, da Lars Nørskov Madsen blev overfaldet af en tyr, hvis ikke hans datter også havde været på marken på Jegindø.

Louise og Lars Nørskov Madsen, datter og far, har i dag begge mén, efter en tyr i august sidste år gik til angreb på dem. Hun brækkede seks ribben, han brækkede ryggen og bækkenet.
Louise og Lars Nørskov Madsen, datter og far, har i dag begge mén, efter en tyr i august sidste år gik til angreb på dem. Hun brækkede seks ribben, han brækkede ryggen og bækkenet.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

18. august 2019 er en dato, Louise og hendes far Lars Nørskov Madsen aldrig glemmer.

De to skulle flytte deres kvæg til en indhegning på den anden side af vejen som så mange gange før, men den søndag gik det helt galt på Jegindø.

- Jeg blev løbet ned bag fra og tænkte bare, jeg skulle have fat i Louise. Jeg lå og kunne ikke bruge mine ben. Jeg kunne slet ikke rejse mig. Der var kun hende, og det var min chance for at overleve, siger Lars Nørskov Madsen.

Han gik bag flokken for at få de sidste med, og da Louise vendte sig om, så hun tyren ligge oven på hendes far.

- Jeg gik hen til ham og skulle bare have den tyr væk, mens jeg hjalp ham op. Vi nåede næsten hen til hegnet, da den så væltede mig omkuld, siger Louise Nørskov Madsen.

Tyren ramte hende bagfra og trykkede hende i siden.

Det var her på marken, tyren gik amok i august sidste år. Det var til indhegningen på den anden side af den lille grusvej, kvægene skulle flyttes.
Det var her på marken, tyren gik amok i august sidste år. Det var til indhegningen på den anden side af den lille grusvej, kvægene skulle flyttes.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Hædersmedalje og 20.000 kroner

Takket været sin datter slap Lars Nørskov Madsen med livet i behold, og for den indsats er hun nu blevet hædret.

Louises mor indstillede hende til Carnegies Belønningsfond for Heltemod, og hun modtager nu en hædersmedalje og 20.000 kroner.

- Jeg er rigtig glad for prisen og for at min mor indstillede mig. Men jeg så det som en selvfølge, så jeg behøvede ikke nogen pris, siger Louise Nørskov Madsen.

Lars Nørskov Madsen brækkede bækkenet og ryggen og har stadig mén i dag.

- Jeg er glad for, Louise hev mig ud. Ellers havde jeg nok ligget på kirkegården i stedet, siger han.

Stol ikke på en tyr

Tyrens angreb kom bag på far og datter, for den er vant til at være blandt mennesker og har flere gange været med til landsskue i Herning.

- Det kom meget uventet, fordi vi bruger rigtig meget tid på vores dyr, og ham her var vant til at blive pudset og poleret. Men jeg ved godt, at en tyr skal man aldrig stole på, og det blev jeg bekræftet i den dag, siger Louise Nørskov Madsen.

Hun brækkede seks ribben under den dramatiske episode og er stadig påvirket i dag.

- Det gjorde ondt, men mest psykisk, og det gør det stadig. Nogle ting gør, at jeg ser hændelsen igen. Det har været et hårdt år, siger hun.

De 20.000 kroner skal Louise bruge til at købe sin egen lille gård med plads til hendes egne køer.

Far og datter holder fortsat kvæg, som de hele tiden har gjort. Den vilde tyr blev aflivet efter angrebet, men de har anskaffet sig en ny.
Far og datter holder fortsat kvæg, som de hele tiden har gjort. Den vilde tyr blev aflivet efter angrebet, men de har anskaffet sig en ny.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST
2:31