Kongen af Linde lukker badmintonhold
Jørgen Søvndal fra Linde trækker stikket på badmintonholdet fra Langhøj. Han har mistet gnisten, fortæller han.
For knap syv år siden satte Jørgen Søvndal fra Linde et projekt i søen, der skulle opfylde én af hans store drømme om at føre den lille badmintonklub Langhøj fra serie 2 og op i Badmintonligaen. Selvom klubben har kæmpet sig hele vejen til 1. division - og dermed kun er ét skridt fra drømmen - så har Jørgen Søvndal nu valgt at trække holdet fra turneringen.
- Det er en beslutning, jeg har truffet med hjertet, hjernen og også lidt med min pengepung. Det har været et logistik-helvede. På de 7 år har vi haft måske 20 forskellige nationaliteter repræsenteret på forskellige niveauer, forskellige aldre og forskellige køn. Man har mange bolde i luften, så man er måske lidt brændt ud, fortæller Jørgen Søvndal.
Den lille klub i Struer Kommune har ellers haft rigelig med sportslig succes gennem de seneste syv år. Siden 2013 er holdet rykket op fire gange, og den lille klub har to gange været rasende tæt på den bedste danske badminton liga.
Derudover vandt holdets førstesinglespiller Kean Yew Loh i januar Super 300-turneringen Thailand Masters og besejrede sensationelt den tidligere verdensetter Lin Dan i finalen. Alligevel fortsætter holdet ikke.
- Nu har vi prøvet et par år at rykke op. Det lykkedes ikke. Så kan man sige, at jeg er et tudefjæs, men det mener jeg ikke, jeg er. Vi har gjort det, vi kunne, og lysten skal være der. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke elsker spillerne. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, fortæller Søvndal.
Søvndal har dog på ingen måde fortrudt projektet Langhøj, selvom drømmen om en plads i den bedste række glippede.
- Man har lært så mange forskellige nationer at kende, og det ville jeg aldrig nogensinde have været foruden. Beslutningen var hård at tage, men lige da jeg havde taget den, følte jeg mig faktisk lettet, siger Søvndal.
Klubbens spillere har nu mulighed for at skifte til andre klubber.