Langhøj smasher for at være blandt de bedste i badminton

Langhøj KFUM har i seks år rykket op i badmintonrækkerne. Igen og igen. Nu gælder det Badmintonligaen. Tirsdag aften bliver vigtig.

Badminton i Langhøj
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

I løbet af de seneste seks år er Langhøj KFUM avanceret igen og igen fra serie 2 i badminton. Tirsdag aften gælder det nordsjællandske Lillerød.

- Hvis vi ikke vinder i aften, er der en lang tur til Lillerød, som vi skal spille imod torsdag - det må jeg sige, siger Jørgen Søvndal - bedre kendt som landsbykongen fra Linde - der har investeret både tid og penge i den lille klub.

Hvert år er klubben rykket op, og senest har de vundet grundspillet i 1. division. Nu er de én blandt fire, der kæmper om at blive en del af Badmintonligaen fra næste sæson.

- Det er hårdt, for det er de små marginaler. Før spillede vi 13 kampe, nu spiller vi kun 6 kampe. Det er dem fra ligaen vant til, og det er vi ikke - så der er meget, vi skal lære, siger Jørgen Søvndal.

Klubben skal i alt spille seks kampe i oprykningsspillet. De første to er endt med nederlag.

3:43