Sov på stadions og ved busstoppesteder: Søren cyklede 7600 kilometer for at finde sig selv

Søren Møller Jepsen fra Venø har cyklet fra det nordøstligste Norge til det sydvestligste Portugal.

Søren Møller Jepsen har på 2,5 måned tilbagelagt godt 7600 kilometer på sin cykel.
Søren Møller Jepsen har på 2,5 måned tilbagelagt godt 7600 kilometer på sin cykel.
Foto: Søren Møller Jepsen

Fra det kolde nord til sydens sol. 

Det er historien kort fortalt, når man skal beskrive, hvad 26-årige Søren Møller Jepsen har gennemgået fra starten af august til slutningen af oktober.

Men det ville være en skam ikke at folde historien ud. 

Den begyndte i Grense Jakobselv i Norge og sluttede 7600 kilometers grusveje, talrige oplevelser og masser af op- og nedture senere i Kap Sankt Vincent i Portugal.

- Jeg havde en idé om at finde mig selv. Det ved jeg ikke helt, om jeg er kommet i land med, men jeg har fundet mine grænser, og det, synes jeg, er meget værdifuldt, fortæller Søren Møller Jepsen.

Undervejs på turen gjorde han stop hos forældrene i Venø, hvor TV MIDTVEST også fangede ham til en snak. 

Dengang kunne han berette om en hård begyndelse. 

- Den første uge var hård. Jeg ringede grædende hjem til min kæreste og min mor og far, for min krop og knæ og det hele… Jeg tror, jeg gik lidt for hårdt til den, lød det tilbage i slutningen af august. 

Sov på stadion

Efter et ophold i Danmark gik turen videre. 

De første par dage fik han følgeskab af sin far. 

- Det var lidt anderledes efter stoppet. Jeg havde fået lidt mere i rygsækken, kan man sige. Jeg vidste lidt bedre, hvad jeg gik ind til, fortæller Søren Møller Jepsen.

Søren Møller Jepsen ville ønske, han havde taget turen på en mountainbike ligesom hans far gjorde, på det stykke de to kørte sammen.
Søren Møller Jepsen ville ønske, han havde taget turen på en mountainbike ligesom hans far gjorde, på det stykke de to kørte sammen.
Foto: Søren Møller Jepsen

Det han var gået ind til, var det såkaldte European Divide Trail.

En 7600 kilometer lang rute, der hovedsageligt består af grusveje.

Men det at holde gang i benene, er ikke eneste ting, der bød på udfordringer.

- Der var flere gange, jeg ankom til en by og ikke kunne finde et sted at sove, fortæller Søren Møller Jepsen. 

Turen har budt på alt slags vejr og terræn.

Særligt ét tilfælde mindes han tydeligt.

- Jeg sidder på en gade og snakker med min kæreste, fordi jeg er ret presset. Klokken er omkring 22, og der er en gruppe mennesker, der er færdige med et arrangement eller noget, der kigger lidt på mig. Efter lidt tid kommer politiet så hen til mig og beder om at se mit pas.

- Jeg forklarer dem, at jeg leder efter et sted at sove, og de prøver at hjælpe, men det er en ældre mand fra byen, der fortæller mig, at deres Falck-folk nok kan hjælpe, fortæller Søren Møller Jepsen, der er endt i den portugisiske by Ourique. 

At sove på stationen er ikke en mulighed, men de har et andet bud.

-  De guider mig hen til en parkeringsplads, men der er for meget lys til at sove. Så jeg finder en låge, der leder ind til en balkon på et fodboldstadion, hvor jeg ruller mit liggeunderlag ud og lægger mig til at sove.

Her er udsigten fra det stadion, hvor Søren Møller Jepsen havde en overnatning.
Her er udsigten fra det stadion, hvor Søren Møller Jepsen havde en overnatning.
Foto: Søren Møller Jepsen

Her nyder han en gang velfortjent søvn, indtil der pludselig står en og kigger på ham. 

- Der kommer en mand, der skal tømme skrald eller noget, som ikke kunne et ord engelsk, men smiler til mig og går videre, så det endte fint, fortæller Søren Møller Jepsen med et grin. 

Ikke en ferie, men et eventyr

Det at leve på chancen, så at sige, har været en stor del af turen. 

Som da han sov ved et busstoppested. 

- Det var et sted, hvor jeg kunne ligge lidt gemt. Så håbede jeg bare på, at der ikke var nogen, der ville antaste mig. Når man er så træt og smadret, vil man bare sove, fortæller den 26-årige eventyrer. 

For det er det ord, han selv sætter på turen - et eventyr. 

- Det har været meget hårdere, end jeg nok sad på sofaen og tænkte, inden jeg tog afsted. Så selvom det har været "min tid", så har det ikke været en ferie, men nok mere et eventyr, lyder det. 

Turen har også budt på diverse udfordringer for både mand og maskine. 

En knækket kæde og et drilsk gearkabel har han dog selv kunnet fikse, men kroppen er lidt sværere lige at reparere. 

- Jeg har lånt min fars cykelshorts, der er 20 eller 30 år gamle. De har virket overraskende godt, men det er klart, min krop har gjort ondt. Særligt mine fingre og mine knæ har værket lidt undervejs.

Jul i Lissabon 

Den største regning for kraftudfoldelsen er kommet, efter han hoppede af cyklen.

For siden han nåede målet i Kap Sankt Vincent den 28. oktober, har kroppen reageret på den lange tur. 

- Jeg har været helt smadret de første to uger. Særligt den første uge der lukkede min krop helt ned. Så jeg er i fuld restitutionsmode, fortæller Søren Møller Jepsen. 

Afslapningen kommer til at foregå i det portugisiske. 

Efter målet blev nået, tog han nemlig turen til storbyen Lissabon, hvor både hans søster og hans kæreste er bosiddende i forbindelse med deres studier. 

- Så lige nu hænger jeg faktisk bare ud hernede, mens jeg leder efter arbejde. Til jul kommer hele familien herned, så det ser jeg frem til, lyder det fra Søren Møller Jepsen.