Lokale i Østerild: Vindmøllemareridt er pludselig blevet meget værre

Lokale i Østerild har gjort det, de selv kalder en overraskende opdagelse. Møllerne skal angiveligt ledsages af PtX-anlæg, men ingen har fortalt om dem.

Ulrik Iversen er formand for Foreningen mod kæmpevindmøller ved Bulbjerg, som forsøger at råbe politikerne op med deres nye viden om, at der også planlægges PtX-anlæg på testcentret.
Ulrik Iversen er formand for Foreningen mod kæmpevindmøller ved Bulbjerg, som forsøger at råbe politikerne op med deres nye viden om, at der også planlægges PtX-anlæg på testcentret.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

- I Politiken har jeg sagt, det er noget forbandet svineri. Jeg kan faktisk ikke lide, at det stod med sorte typer på tværs af avisen. Men det er det, det er, siger Ulrik Iversen, der er formand for Foreningen imod Kæmpevindmøller ved Bulbjerg.

Sammen med en række andre lokale i Østerild i Thy har han de seneste måneder brugt hundredvis af timer på at undersøge og tale om de konsekvenser, en udvidelse af vindmølletestcentret i Østerild vil have på området.

Og nu har de opdaget, at det ikke alene er kæmpevindmøller på op imod 450 meter, Folketinget og vindmølleindustrien ønsker placeret i området, men også såkaldte Power-to-X anlæg - også blot kaldt PtX-anlæg.

Det er anlæg, hvor strøm bliver brugt til eksempelvis at lave brint gennem elektrolyse.

- Det er så langt fra, hvad der oprindeligt var tanken med det derude, mener Ulrik Iversen.

Minister nævnte intet på informationsmøde

1. februar blev Østerild af partierne bag den politiske aftale "Gode rammevilkår for test af prototype- og serie 0-vindmøller" udpeget som det sted, hvor man ønsker at rejse flere testmøller.

Her blev PtX-anlæggene nævnt i den politiske aftale med en enkelt sætning: “Vurderingen skal inkludere muligheden for test af integration af vindmølle- og PtX-teknologi.”

I bilagene til udbuddet for den miljø- og habitatkonsekvensvurdering, der skal laves for udvidelsen af testcentret, fremgår det, at PtX ønskes at være en del af centret. Disse kunne 12. februar ses på Plan- og Landdistriktsstyrelsens hjemmeside.

I opgavebeskrivelsen er nævnt en lang række krav til PtX-anlæggene, som for eksempel indhegning, eventuelle boringer for vand, renseanlæg og bortfragtning af brint. 

Hvert enkelt anlægsareal skal kunne være i størrelsesordenen 30x35 meter og 10 meter i højden og rumme mulighed for flere elektrolyseanlæg. Der skal bruges store mængder vand, som kan hentes i undergrunden eller i havet. 

Brinten skal kunne opbevares og spildevandet håndteres. Og så skal brinten kunne transporteres væk i lastbiler eller ved hjælp af en rørledning.

Ulrik Iversen forstår ikke, hvorfor ingen tidligere har fortalt offentligheden om planerne om PtX-anlæggene. Heller ikke minister for byer og landdistrikter, kirkeminister Morten Dahlin (V), som 3. februar var på egnen for at informere borgerne om planerne, har ifølge Ulrik Iversen nævnt PtX-anlæggene.

- Hvis det her har været en del af projektet allerede fra starten, så synes jeg, det er mærkeligt, at man ikke har beskrevet det, siger Ulrik Iversen.

Minister: Høj prioritet at sikre oplysning til borgerne

Forelagt kritikken svarer den ansvarlige minister Morten Dahlin (V) i en mail til TV MIDTVEST:

"Jeg forstår godt, at borgerne har spørgsmål til den mulige udvidelse af Østerild Testcenter. Derfor holdt jeg også borgermøde i Østerild den 3. februar, så det var muligt for alle borgere at stille spørgsmål til beslutningen. Efterfølgende har Plan- og Landdistriktsstyrelsen holdt borgermøder i Østerild den 22. februar for også at svare på spørgsmål fra borgerne i lokalområdet. Det har hele tiden været en høj prioritet for os at sikre oplysning til borgerne om processen.

Det står på side ét i den politiske aftale, som har været offentlig fra dag ét, at der potentielt kan komme mulighed for test af PtX-teknologi. Det er vigtigt for mig at understrege, at den mulighed først skal undersøges i miljø- og habitatkonsekvensvurderingen på lige fod med, om det er muligt at lave en udvidelse af Østerild Testcenter. Skulle det vise sig muligt at teste PtX-teknologi, så forventes det ikke at medføre yderligere ekspropriationer i området."

- Man skider på folk

Foreningen har de forgangne uger sendt deres erfaringer til medlemmerne af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune. Kun få har svaret. En af dem er Morten Bo Bertelsen (SF), og han er oprørt.

- For at sige det rent ud: Man skider på folk på den måde her, siger han til TV MIDTVEST.

Han undrer sig ligesom foreningen over, at der har været så sparsomme informationer om planerne for PtX-anlæggene.

- Det virker mærkeligt, at det her pludselig kommer oveni. Jeg havde ikke hørt om det inden. Så det kan man godt sige er at snige det ind ad bagdøren, mener han.

- Det må vi bede om at få noget afklaring på.

Morten Bo Bertelsen vil nu arbejde for at SF trækker sin støtte til testcenterudvidelsen.

Det er Danmarks Tekniske Universitet, der driver det eksisterende testcenter i Østerild. Her forklarer chefkonsulent Peter Bagger Juhler fra Institut for Vind- og Energisystemer, at man allerede har gjort sig mange tanker om PtX-anlæggene, men at man først nu skal til at belyse konsekvenserne.

Og når man spørger Ulrik Iversen, hvordan han og foreningen mod kæmpevindmøller kan være imod PtX-anlæg i området, når de endnu ikke kender konsekvenserne af dem, lyder det:

- Vi er imod vindmøllerne derude. Og det her er en øget miljøbelastning. Så det kan vi kun synes er forkert, fordi man laver det ude i det naturområde. Det er ikke, fordi det kommer til at fylde mindre, ved at man laver PtX-anlæg - tværtimod, mener Ulrik Iversen.

Sammen med to andre fra Foreningen mod kæmpevindmøller ved Bulbjerg besøger han tirsdag til Folketinget, hvor de har fået foretræde for flere politikere. Her vil de forsøge at overbevise dem om, at de skal trække deres støtte til testudvidelsen tilbage.