27-årig mand klemt ihjel under bigballe i Vang
Torsdag eftermiddag er en mand død i en lade i Vang i Thisted Kommune. Han blev klemt ihjel under en 250 kilo tung bigballe.
En 27-årig mand er torsdag eftermiddag blevet klemt ihjel under en 250 kilo tung bigballe.
Det skete klokken 13.35 i en lade i Vang i Thisted Kommune.
Årsagen til ulykken er endnu ukendt.
- Manden bliver erklæret død klokken 14.16, efter at redningsfolk har forsøgt at lave hjerte-lungeredning, fortæller Jan Nørrum, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet oplyser, at den afdøde var ansat på den gård, hvor ulykken skete. Det var den 27-åriges arbejdsgiver, der alarmerede politi og redningsfolk.
Arbejdstilsynet er nu på vej til ulykkesstedet for at undersøge årsagen til ulykken sammen med politiet.
De pårørende er underrettet.