Blomstermanden kollapsede: Frivillige redder juleudstilling i Hurup

Da arrangøren og hovedkræften bag den stort opsatte juleudstilling i Hurup, Johnny Haugaard blev syg under arbejdet med udstillingen, måtte frivillige tage over på årets udstilling.

2:37
Blomsterkunstner Johnny Haugaard som står bag, er ramt af sygdom. Og udstillingen skal åbne på lørdag:
Foto: Privatfoto, Marlene Eyde / TV MIDTVEST

Frivillige knokler lige nu for at få arrangementet Danmarks Smukkeste Juleudstilling i Hurup på benene. Udstillingen skal åbne på lørdag, og da den kreative kraft bag udstillingen Johnny Haugaard pludseligt blev ramt af sygdom, måtte andre træde til. 

Det skulle ellers have været blomstermanden, Johnny Haugaard, som i vanlig stil førte an i slutspurten til den store åbning. 

- De frivillige har åbenbart haft en indbyrdes snak om, at det her bare skal lykkes på en eller anden måde. De har helt selv koordineret det. Jeg har ikke lavet en skid. Jeg har bare ligget i en seng, siger Johnny Haugaard.

- De frivillige har åbenbart haft en indbyrdes snak om, at det her bare skal lykkes på en eller anden måde. De har helt selv koordineret det, siger Blomstermanden.
- De frivillige har åbenbart haft en indbyrdes snak om, at det her bare skal lykkes på en eller anden måde. De har helt selv koordineret det, siger Blomstermanden.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Blomsterkunstneren har haft travlt med juleudstillingen. I den forgangne weekend åbnede første del af udstillingen "The Queen" i Mariehaven i Ansager, og på lørdag er det Hurups tur. 

Men midt i alle forberedelserne har den ellers så energifyldte og humørglade arrangør måttet drosle helt ned.

- Jeg har åbenbart haft det, der hedder et epileptisk anfald, hvor jeg havde to krampeture efter hinanden, fortæller han. 

Han har derfor været indlagt, og skal nu undersøges yderligere i hovedet. Johnny Haugaard fortæller selv, at der er fundet en lysplet på billederne, som frygtes at være en hjernetumor og som derfor skal undersøges nærmere.

Hør i videoen Johnny Haugaard fortælle om sin situation.

Frivillige gør arbejdet færdigt

Med udsigt til at juleudstillingen i Hurup kom i fare, tog de mange frivillige, der altid er en del af Johnny Haugaards udstillinger planteskeen i den anden hånd.

Randi Larsen, der er frivillig på udstillingen i Hurup, vil gøre alt, hvad hun kan for at hjælpe Johnny Haugaard i mål.

- Jeg tror, det er fordi, vi tænker, at han bare skal have den her udstilling - uanset om han selv kan være med i det, siger hun. 

En anden frivillig er Aase Krogsgård Yde, og hun er meget rørt over den opbakning som gruppen af frivillige lige nu oplever i Hurup.

- Der kommer folk fra Langeland, Sønderjylland, Herning og fra Aars og bare stepper op og hjælper, for det er der virkelig brug for, hvis vi skal have den juleudstilling op og stå på så kort tid, siger hun.

Og det er blomsterkunstner meget beæret over.

- Det er et rigtigt juleeventyr. Det er vildt, vildt fedt.

- De kunne ligeså godt have sagt, at vi stopper nu, for de har jo ingen tegninger. De er herinde det hele, siger Johnny Haugaard og peger på sit hoved, siger han.

Aase Kjærgaard er i fuld gang med forberedelserne.
Aase Kjærgaard er i fuld gang med forberedelserne.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Mere hjælp

Johnny Haugaard har også fået hjælp fra en anden uventet kant. 

- Det er jo ikke kun kreative frivillige, nu er skolen også pludselig kommet ind over, fortæller han. 

Elever fra Hurup Skole hjælper blandet andet med at samle gran til udstillingen.

Blomstermanden er nu udskrevet igen, og får ventetiden, indtil nye undersøgelser på mandag, til at gå med at hjælpe til med udstillingen. 

Imens har han fået noget at tænke over.

- Jeg skal omstille mit liv. Jeg har aldrig prøvet andet end at have det her tempo, så jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal. Men jeg skal vist nok prøve at trække vejret. 

Mandag i næste uge skal han på hospitalet og scannes i det kreative hoved.

Juleudstillingerne i Ansager og Hurup løber frem til 18. december.