Borris er ude: Østerild nu i spil til fem kæmpevindmøller
Der arbejdes lige nu med en mulighed for at opføre op til fem testpladser med kæmpevindmøller i Østerild.
Indtil i dag har både Borris i Skjern Kommune og Østerild i Thisted Kommune været i spil til opsætning af 450 meter høje vindmøller.
Men i dag har aftalekredsen bag besluttet, at Borris ikke længere er en mulighed.
Til gengæld arbejdes der videre på, at Østerild Testcenter ikke bare skal udvides med to nye vindmøller men fem.
Det skriver By-, Land- og Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.
I alt har otte områder været igennem en screening. Og der er på landsplan nu kun to områder, hvor det vurderes realistisk at placere testpladser til de 450 meter høje vindmøller. Østerild er den ene.
Vindbranchen har et behov på seks til otte testpladser for møller, og derfor er antallet af testpladser ved Østerild nu justeret op til fem.
Det skal ske ved etablering af nye testpladser nord for det eksisterende center samt tilpasning af de to nordligste af de nuværende testpladser.
Behov for testmuligheder
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin fastslår, at det er vigtig at alle muligheder er afsøgt, før den endelige beslutning bliver taget.
- Vi skal tage størst muligt hensyn til både mennesker og natur, men vi har også et behov for at kunne teste nye typer af vindmøller, så den danske vindmøllebranche fortsat kan være i front og skabe arbejdspladser i hele landet og dermed indtægter til gavn for både danskerne og klimaindsatsen, siger han i pressemeddelelsen.
Aftalekredsen skal tage stilling til næste skridt i begyndelsen af 2024.