Direktør i naturfond: Forstår ikke kritikken af tøjmærke fra Thy

En shitstorm har ramt tøjmærket ELSK for at støtte Den Danske Naturfond med 100.000 kroner. Det er en kritik, som direktøren i Den Danske Naturfond ikke forstår.

20220125-151840-L-8640x5760ma
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Tøjmærket ELSK fra Thy er kommet i en shitstorm for at støtte Den Danske Naturfond med 100.000 kroner.

Kritikken går på, at Den Danske Naturfond støtter rewilding.

Det er en kritik, som direktøren i den Danske Naturfond, Flemming Nielsen, har svært ved at forstå.

- Vi synes jo, at ELSK og mange andre støtter os, fordi vi har en god sag, og det er da ærgerligt, når nogle mener, at vi ikke har det, siger han.

Den Danske Naturfond blev stiftet af den danske stat i 2015 med et formål om at forbedre naturtilstanden og vandmiljøet i Danmark.

Naturfond er uenig med kritikken

Som direktør i Naturfonden er det ikke første gang, Flemming Nielsen oplever en hed debat. Derfor overrasker det ham ikke, at tonen er hård på Facebook.

- Vi har selv været udsat for det samme. Jeg tror, at alle, der laver store naturprojekter i Danmark, har været udsat for lignende, siger han.

Men han ærgrer sig over det sprog, der bruges i shitstormen.

- Den er ærgerlig og ikke med til at bygge bro over synspunkter. Det er fint, at man er kritisk og mener noget andet, men det er ikke særlig konstruktivt, som det foregår nu.

Ikke en aktiv del af rewilding på Mols Bjerge

ELSK kritiseres for indirekte at støtte op om rewilding i Mols Bjerge ved at støtte Den Danske Naturfond.

Direktøren fortæller, at Den Danske Naturfond ikke er en aktiv del af projektet.

- Vi støttede Molslaboratoriet med én bevilling på en million kroner til blandt andet hegn og låger for syv år siden, siger han.

Positivt udgangspunkt

Det er egentlig positivt, at bekymringen starter med en tanke for dyrevelfærd, mener direktøren i Den Danske Naturfond.

- Jeg forstår udmærket bekymringen for dyrevelfærd. Det er vigtigt, og det skal være i orden, siger Flemming Nielsen.

Og derfor ser han et godt udgangspunkt for en debat. Men han mener, at folk må acceptere, at man behandler dyr, sådan som man skal, så længe man holder sig inden for lovens rammer.

- Hvis nogle synes, at reglerne skal laves om – så må man jo gå efter dem, der laver reglerne. Det er helt fint med os, hvis regler ændres, så retter vi os ind efter det, siger han og påpeger, at Den Danske Naturfond i forvejen har taget udvidede hensyn med dyrlægetilsyn.