Ét sted elsker man blodpølse: Her er årets bedste

En slagter i Thisted har netop vundet den blodige kamp og har nu titlen ’Årets blodpølse 2021’.

1:02
December er fyldt med traditioner - og en af dem er når Foreningen 'Blodpølsens venner' kårer Nordvestjyllands bedste blodpølse
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Et julebord uden en blodpølse?

Sådan går det ikke mange steder i Thy og på Mors.

Den røde pølse er nemlig stadig et vigtigt element på julebordet for mange i de nord vestjyske hjem.

Og nu kan Den Gamle Slagter i Thisted også roligt sige, at de har den bedste blodpølse i Midt- og Vestjylland, efter de netop har vundet konkurrencen om Årets blodpølse 2021.

Det glæder pølsemager Kasper Christensen, der har brugt lang tid på at levere den helt rigtige smag og konsistens.

- Det er mange års erfaring og udvikling af opskrifter, der får det hele til at gå op i en højere enhed.

- At vi får sådan en pris for pølsen, betyder jo, at vi gør noget rigtigt, og at man går op i det gamle, gode håndværk, forklarer Kasper Christensen.

Konkurrencen bliver hvert år afholdt af den lokale forening ’Pølsens Venner’. Foreningen består af i alt 15 blodpølse-elskere, som hvert år siden 1993 har kåret årets blodpølse blandt slagtere i Nordvestjylland.

Inspireret af chokoladekage

For Kasper Christensen er det ikke hvad som helst, han tænker på, når han jagter den helt rigtige smag til en blodpølse.

- Når jeg tænker blodpølse, så er jeg lidt henne af en chokoladekage, der er spækket med jul. Det er den tanke, der har båret mig videre i udviklingen af den her opskrift, og det har båret frugt, siger han.

Selv om det kan lyde som to vidt forskellige ting, så har tanken om chokoladekage alligevel båret frugt for slagteren i Thisted. 

Her er slagterne i gang med en portion blodpølse, som består af 20 procent blod.
Her er slagterne i gang med en portion blodpølse, som består af 20 procent blod.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Nytænkning og gammelt håndværk

Det er pølsemager Kasper Christensen og en slagterelev, der nu har sikret slagteren den helt særlige titel.

Og ifølge pølsemageren skal der en helt særlig opskrift til at vinde.

- De her fedtterninger skal jo ikke skjules, og heller ikke æbletern, så man bevarer det, som det egentlig drejer sig om. Det er lidt nytænkning sammen med det gamle håndværk, som går op i en højere enhed, forklarer han.

Med nytænkning forklarer han, at det har taget lang tid at udvikle den helt rigtige krydderiblanding, som skal i pølsen. Og krydderierne vælger slagteren også at holde helt for sig selv. Det er nemlig dem, der var med til at sikre sejren.

Udover Den Gamle Slagter i Thisted var også Holmens Slagter i Nykøbing, Erslev Slagter i Erslev, Skjoldborg Slagter, der adresse i Hanstholm, Møllevejens Slagter i Thisted, Spar Thisted og Vorupør Slagter i Vorupør med i kampen om at vinde årets blodpølse.