Fisker solgte kutter og gav Kollerups politik skylden: Nu inviterer politikeren til debat
Simon Kollerup (A) fik søndag noget af skylden for, at Hanstholm-fisker har solgt sin kutter, og 12 fiskere har mistet deres job. Nu tager Kollerup til genmæle og inviterer storfisker til debat.
En Hanstholm-fisker har langet ud efter socialdemokraten Simon Kollerup og Dansk Folkepartis Ib Poulsen. Han mener, at det er deres fiskeriregulering, der er skyld i, at han nu har solgt sit skib til Norge og fyret de 11 medarbejdere, der arbejdede ombord.
Men nu tager Simon Kollerup (A) til genmæle på sin Facebookside, hvor han inviterer til debat på havnen i Hanstholm.
- Husk på, at der er ingen, ikke en eneste, i Folketinget, som har bedt nogen om at sælge sit fiskefartøj til pengestærke lakse-folk fra Norge. Tværtimod. Vi ønsker os, at fartøjer og kvoter skal blive i Danmark, skriver han blandt andet.
Sagen er udsprunget af et Facebookopslag fra fiskeren, Brian Bloch Larsen, hvor han blandt andet skriver:
- Takket være Simon Kollerup og Ib Poulsens tåbelige nye fiskeriregulering fik vi kun 17 måneder ombord i den nye båd, inden de savede vores forretningsplan over ved knæene. Hvis det er fremtiden for dansk fiskeri, siger jeg tak for kaffe.
Brian Bloch Larsen ejede 49 procent af kutteren HM349 Stefanie, mens storfiskeren Henning Kjeldsen var investor i forretningen og ejede de resterende 51 procent. Og fordi Henning Kjeldsen har nået kvoteloftet, kunne Brian Bloch Larsen ikke købe flere kvoter, fordi de driver butik sammen. Derfor så han ingen fremtid i forretningen, og de solgte skibet til Norge, hvorefter Brian Bloch Larsen gav hovedarkitekterne bag fiskeriaftalen, der regulerer kvoterne, skylden.
Men det synes Simon Kollerup (A) ikke er rimeligt, og nu vil han altså gerne mødes med storfiskeren.
- Salget til Norge er derfor Henning Kjeldsens helt eget valg. Dét må han stå på mål for. Men den eneste, som ikke udtaler sig, ja, det er desværre Henning Kjeldsen selv. Det synes jeg er ærgerligt, og derfor vil jeg gerne indbyde Henning Kjeldsen til en debat på Hanstholm Havn i morgen mandag kl. 12.30. Jeg håber, at du vil kigge forbi Henning Kjeldsen. Bryd nu tavsheden og mød mig til debat på havnen, lyder det på Facebook.