Stor politiaktion ved bosted: Beboer er anholdt

Manden har truet personalet, men blev anholdt uden den store dramatik, lyder det fra politiet.

Politiet var talstærkt til stede.
Politiet var talstærkt til stede.
Foto: SpotFoto

Et stort antal betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi har mandag middag anholdt en 20-årig beboer på et bosted i det centrale Thisted.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Kort før middag troppede flere bevæbnede betjente op ved bostedet i Asylgade, hvor beboeren havde truet personalet mandag formiddag.

- Han havde blandt andet taget en kniv. Det reagerer vi på, lyder det fra Andreas Bang Andersen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Da politiet, der var kørt fra Holstebro, ankom til Thisted opholdt manden sig på sit værelse.

Herfra indledte politiets forhandlere en dialog med manden.

- Vi får ham talt ud uden dramatik og uden kniv, lyder det fra vagtchefen.

En 'forhandler' er øjensynligt til stede i Asylgade.
En 'forhandler' er øjensynligt til stede i Asylgade.
Foto: SpotFoto

I Asylgade ligger bostedet Poseidon. Ifølge Poseidons egen hjemmeside er det et bosted for personer med enten fysiske, psykiske eller særlige sociale problemer. 

- Målgruppen er borgere med opmærksomhedsforstyrrelser, tilknytningsforstyrrelser, omsorgssvigt, angst og selvskadende adfærd, skriver bostedet på sin egen hjemmeside.

Vagtchefen fortæller, at beboeren har raseret sit værelse. Derfor bliver han også sigtet for hærværk. 

Klokken 12.53 blev manden anholdt.

- Ingen er kommet til skade i forbindelse med anholdelsen, lyder det fra politiet på Twitter.

Manden vil nu blive sigtet og anholdt for trusler. Han vil desuden blive afhørt.

Politiet skal blandt andet klarlægge, hvorfor han fremsatte trusler mod de ansatte.

Rådhuset ligger kun et stenkast fra stedet. Asylgade ligger her i området omkring havnen i det centrale Thisted.