Gode erfaringer i Thy: Foder til heste i naturprojekter kan brede sig
Man kan godt fremme naturen, selvom man fodrer hestene i naturprojekter. Det viser erfaringer fra Thy, og det begejstrer politikere.
Et nyt forsøg i et stort indhegnet naturområde syd for Klitmøller kan nu komme til at spille en central rolle i de politiske forhandlinger på Christiansborg.
Andre steder i landet har der været stor kritik af såkaldte rewilding-projekter, hvor kvæg eller heste bruges til naturpleje og ikke bliver fodret.
Men i Thy er et naturplejeprojekt gået en anden vej og giver ekstra foder til ti små heste om vinteren eller tager dem hjem til landmanden igen, hvis de bliver udsultede.
De ti heste er sat ud i naturområdet Trøjborg, hvor de skal være en del af et græsningsprojekt, der skal øge biodiversiteten og gøre leveforholdene for klitnaturens særlige plante- og dyreliv bedre.
Projektet skiller sig ud fra de andre, da dyrene i dette forsøg har haft adgang til foder i vintermånederne, og netop den løsning vækker begejstring hos politikerne.
TV MIDTVEST har vist billederne fra naturprojektet til de to folketingsmedlemmer Anne Paulin (S) og Torsten Schack Pedersen (V).
- De eksempler, vi har set med rewilding, hvor dyrene har sultet og måtte aflives, det løser man jo her ved at sørge for, at der er adgang til foder. Det lyder som om, det ikke er særlig tit, dyrene har behov for det, men muligheden er der, og det giver en sikkerhed for, at dyrevelfærden er i orden, siger Torsten Schack Pedersen.
Venstre vil se på dyrevelfærden i naturnationalparker
Forsøget i Thy er ikke en del af de 15 kommende naturnationalparker, den tidligere regering i juni 2020 besluttede skulle udlægges.
I disse projekter er der nemlig lagt op til, at dyrene ikke skal fodres, men efter pres fra Venstre er det skrevet ind i regeringsgrundlaget, at dyrevelfærden skal evalueres. Og her kan erfaringerne fra Thy komme til at spille en stor rolle.
- Jeg mener bestemt, at vi kan og skal bruge erfaringerne i Thy. Det er en god pragmatisk løsning på noget af det, der bekymrer mange danskere omkring naturnationalparker. Der er jo ingen af os, der bryder sig om at se dyr, der ikke får nok at spise og i værste tilfælde dør af det, fortæller Torsten Schack Pedersen.
Socialdemokratiet finder det også positivt
Hestene er sat ud i klitlandskabet for at holde uønskede planter nede og fremme biodiversiteten. Forsøget er stadig er i gang, men det ser ikke ud til, at fodringen af dyrene skulle påvirke hestenes lyst til også at æde de uønskede planter.
Socialdemokraterne har også lagt mærke til projektet i Thy og de erfaringer, de gør sig.
- Det er jo meget interessant at høre om de gode erfaringer, de har der. Vi skal jo have etableret de her naturnationalparker, som er et fantastisk projekt, og det er vigtigt at natur og dyrevelfærd går hånd i hånd. Så vi tager gerne imod alle gode idéer, også dem fra Thy, siger Anne Paulin, der er miljøordfører hos Socialdemokratiet.
Torsten Schack Pedersen vil nu tage en snak med miljøministeren om projektet i Klitmøller og hvordan erfaringerne fra Thy kan inddrages i de 15 naturnationalparker, der skal udlægges i i perioden 2021-2024.