Krisehavn trækker stikket på el-ladestandere

63 planlagte el-ladestandere bliver nu droppet. Der er ikke råd, efter Thisted Kommune har overtaget den økonomiske klemte Hanstholm Havn.

2:07
I Thisted Kommune må de kigge langt efter de 63 ladestandere, der skulle rejses
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Nogen super forretning har Hanstholm Havn ikke været, siden den blev færdigudvidet i 2020. Af den grund overtog Thisted Kommune driften af havnen ved årsskiftet, og det får nu konsekvenser for kommunens dispositioner. 

- Vi har en anspændt økonomi. Vi har været nødt til at genoptage vores budget for 2023 og udsætte en række projekter, siger Jens Kr. Yde, der er formand for kommunens erhverv- klima-, miljø- og teknik-udvalg.

Posen med penge til vej- og vedligehold er blevet halveret, renoveringen af børnehaven i Sennels er udskudt, og nu er planen om 63 nye el-ladestandere også blevet taget af bordet. Det ærgrer Jens Kr. Yde.

- Det er meget beklageligt, for der er en lille medfinansiering fra Trafikstyrelsen, og vi vil gerne den grønne omstilling, og vil også gerne have ladestandere. Men vi er nødt til også at kigge på økonomien i det, siger han.

Skattestigning på vej 

Jens Kr. Ydes kollega i udvalget for erhverv, klima, miljø og teknik, Joachim Plaetner Kjeldsen fra Alternativet er også træt af kommunens økonomiske situation. 

Han hæfter sig ved, at besparelserne i første omgang ikke rammer kernevelfærd som børn, ældre og skoler, men han forventer, at alle i kommunen kommer til at spæde til, hvis ikke der sker lyn-ændringer på havnen. 

Joachim Plaetner Kjeldsen fra Alternativet mener, at borgerne i Thisted må være økonomisk solidariske, når underskuddet for Hanstholm Havn skal dækkes
Joachim Plaetner Kjeldsen fra Alternativet mener, at borgerne i Thisted må være økonomisk solidariske, når underskuddet for Hanstholm Havn skal dækkes
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

- Det må være en solidarisk ting for borgerne i Thisted Kommune. Det kan ikke være rimeligt, at man lægger det over på enkelte velfærdsområder, så for mig at se er det mest rimelige en eller anden form for skattestigning næste år, siger Joachim Plaetner Kjeldsen.

Er det rimligt at lade borgerne betale for det? 

Det er jo kommunen, der har stillet en garanti for det lån, der er blevet lavet i sin tid for at lave udvidelsen. Og det er jo borgerne i Thisted, der har stemt på de politikkere, der traf den beslutning i sin tid. Så ja, jeg synes og det er rimeligt, at vi i fællesskab og solidaritet er med til at betale den regning alle sammen, siger Joachim Plaetner Kjeldsen.

Havnen i Hanstholm er blevet stor, men har ikke været økonomisk rentabel
Havnen i Hanstholm er blevet stor, men har ikke været økonomisk rentabel
Foto: Hanstholm Havn

Håber på status Quo om få år

Der var ikke stor begejstring at spore, da TV MIDTVEST begav sig en tur på gaden i Thisted for at høre, hvordan borgerne tog imod den idé. 

- Det kan vi ikke bruge til noget. Vi betaler så rigeligt i skat, så det må man finde ud af på en eller anden måde, siger Peter Mortensen. 

- Det er da ærgerligt, man skal til at betale noget mere i skat, men hvis det er det, der skal til for at undgå serviceforringelser, så må vi jo æde en skattestigning, siger Knud Øllgaard.

Begge politikere i udvalget for erhverv, klima, miljø og teknik håber, skuden er vendt på havnen inden for 2-3-4 år. Til den tid er håbet klart for Joachim Plaetner Kjeldsen. 

Der skal vi jo gerne have en havn, der kan generere det overskud, der skal til, for at havnen kan servicere sin egen gæld, afslutter han.

Planen om el-ladestandere skal tages op igen til næste års budgetforhandlinger.