Kvinde død under kitesurfing i Klitmøller
En østrigsk kvinde var på ferie med sin kæreste, men hun omkom, mens parret var ude at kitesurfe.
En 59-årig kvinde fra Østrig er afgået ved døden efter en drukneulykke ved Klitmøller onsdag eftermiddag. Det oplyser politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Politiet modtog meldingen klokken 14.16, og klokken 14.47 blev kvinden erklæret død på stedet.
- Hun har formentlig enten fået hjertestop eller er druknet, mens hun surfede, siger Jørgen Jensen.
Ulykken fandt sted ved et kitesurfing-område i Klitmøller, som kvinden besøgte i forbindelse med en ferie med sin kæreste.
Hun var en erfaren kitesurfer og var generelt meget aktiv i forskellige motionsformer, skriver Nordjyske.
Hendes kæreste så ulykken inde fra land, hvorfra man kunne se, at kvinden blev trukket bag kiten under vandet.
- Jeg kan ikke huske, at vi før har haft en kitesurfer, der er omkommet. Det sker ikke tit, siger Jørgen Jensen.
Kitesurfing foregår på havet, hvor man står på et surfbræt og er forbundet til en dragelignende skærm, der trækkes frem ved hjælp af vinden.