Michael fra Thy er tilbage på den store scene: - Er jeg stadig god nok?

Cykelsporten tog et enormt niveauspring, mens Michael Valgren forsøgte at komme tilbage efter alvorligt styrt.

Michael Valgren
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Michael Valgren fra Østerild ved Thy er tilbage på det danske cykellandshold for første gang siden hans alvorlige styrt for mere end to år siden. Men vejen tilbage til den udvalgte flok af rød-hvide cykelstjerner har været lang.

Det er svært nok i sig selv at komme sig over et bækkenbrud, en alvorlig knæskade og en hofte, der blev slået af led og derefter træne sig op på samme niveau som før uheldet.

Men det har næsten været værre at opdage, at hans gamle niveau ikke længere var godt nok. Valgrens lange pause og genoptræning faldt nemlig sammen med, at sporten som helhed tog et voldsomt niveauspring.

- Jeg troede jo, at jeg vidste, hvad der skulle til for at være med. Men jeg blev overrasket over, at det niveau, jeg havde før, ikke var nok, forklarer Valgren.

- Jeg gik glip af halvandet år, hvor andre udviklede sig helt vildt, mens jeg tog nogle skridt tilbage. Det hårde har været, at jeg først skulle kæmpe mig tilbage til mit normale niveau, og så opdage, at jeg skulle lægge endnu mere på.

- Det har taget lang tid, og mentalt har det været hårdt. Jeg har tænkt: Er jeg stadig god nok til at være med?

Det finder Michael Valgren og resten af landsholdet ud af, når VM køres i Zurich søndag på en hård, kuperet rute. Også Jakob Fuglsang fra Silkeborg er med på landsholdet.