Mors-Thy tager storsejr over topholdet GOG

Mors-Thy slog fredag aften GOG og sendte fynboerne ind i en minikrise med tre nederlag i de seneste fem kampe.

Mors-Thys cheftræner Niels Agesen kunne fredag aften se sit hold føre fra start til slut (arkivfoto).
Mors-Thys cheftræner Niels Agesen kunne fredag aften se sit hold føre fra start til slut (arkivfoto).
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Mors-Thy tog fredag aften tog en flot skalp ved at vinde 35-27 over GOG, der indtager duksepladsen i Herreligaen.

Med sejren sender Mors-Thy GOG ind i en lille minikrise, efter fynboerne ellers har været flyvende i den første del af sæsonen.

Nederlaget er det tredje i de seneste fem kampe. Det er det andet i træk, efter fynboerne i midtugen smed førstepladsen i sin European League-gruppe ved at tabe 30-32 ude til schweiziske HC Kriens-Luzern.

Det er også fynboernes andet nederlag i de seneste tre kampe i Herreligaen. 17. november tabte holdet overraskende med 22-28 ude mod TMS Ringsted.

Fredag aften styrede Mors-Thy begivenhederne fra start til slut. GOG var ikke i front en eneste gang i kampen.

Tidligt fik jyderne skabt en 6-2-føring, og derfra var de i kontrol.

Et par gange op mod pausen kom de fynske gæster op og snuse og var kun bagud med en enkelt scoring, men langsomt trak Mors-Thy på ny fra.

I anden halvleg voksede værternes føring stødt, og i det havde GOG ikke et modsvar til.

Med sejren indtager Mors-Thy en femteplads med 15 point. GOG ligger fortsat nummer et med 21 point, men Aalborg Håndbold kan med en sejr søndag komme op på samme pointantal.