Oticon-direktør om Thisted-lukning: I dag er ikke en god dag

Direktør i Oticon, Søren Nielsen, har her til morgen overbragt 200 medarbejdere beskeden om, at deres fremtid ikke bliver på DGS i Thisted.

oticon_soeren_nielsen_clean.jpg
Foto: Oticon

- Det er klart, at i dag er vi alle kede af det og frustrerede. Det er ikke nogen god dag for nogen af os, siger Søren Nielsen.

Den administrerende direktør i Oticon, Søren Nielsen, har her til morgen taget turen til Thisted for at overbringe de lidt over 200 medarbejdere beskeden om, at deres fremtid ikke bliver på DGS - bedre kendt som Oticon -  i Thisted.

- Vi vil gerne sikre, at vi er den mest konkurrencedygtige virksomhed på den lange bane. Derfor lukker vi afdelingen i Thisted med udgangen af 2018.

Vil hjælpe medarbejdere bedst muligt

Når meldingen om lukningen kommer allerede nu, så er det helt bevidst fra ledelsens side.

- Vi har med udmeldingen i dag skabt det længst mulige rum for, at vi allesammen kan finde ud af, hvordan vi kommer videre herfra, lyder det fra Søren Nielsen til TV MIDTVEST.

Han lægger ikke skjul på, at det har været en svær beslutning.

- Vi har nogle meget dygtige og stolte medarbejdere, og de er selvfølgelig kede af det. Men jeg oplever, at de hjælper og støtter hinanden på bedst mulig vis, siger han.

Oticon og William Demant Holding, der som holdingselskab ejer høreapperats-virksomheden, vil ifølge Søren Nielsen gøre meget for at hjælpe medarbejderne videre på bedst mulig vis.

- Det skal vi nu til at finde ud af, hvad det præcist er. Vi skal i dialog med fagbevægelsen og medarbejderrepræsentanterne.

Lukker efter 47 år i Thisted

Når Oticon lukker afdelingen i Thisted i 2018, så sker det efter 47 år på bagen som virksomhed i den nordvestjyske landsdel.

Men virksomheden har de sidste mange år reduceret deres aktiviteter i Thisted og rykket mere og mere af produktionen til polen.

- Vi er vokset meget og er blevet næsten dobbelt så store alene de sidste fem år. Den vækst kunne vi ikke håndtere i Thisted. Og derfor rykkede vi store dele til Polen, og nu er det altså nødvendigt at samle det hele dernede.

 

1:54
I 2014 varslede Oticon fyring af 85 medarbejdere. Dengang skyldtes det også, at produktion blev flyttet til Polen.