Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

0:26
Der var også lidt skepsis fra medarbejdernes side, da de fik beskeden om, at deres nye chef var yngre end dem.
Foto: Richard Svendsen / TV MIDTVEST

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

0:22
Anders Blaabjerg blev frisør ved et tilfælde efter opfordring fra salonens tidligere ejer, Kristian Berthelsen, som er den overordnede ejer af ZoombyZoom.
Foto: Richard Svendsen / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.

INCOMING 111224 2811 jose
Foto: Josephine Hartvig, TV MIDTVEST