Politiet må opgive efterforskningen af mistænkelig brand i ubeboet hus
Det forbliver uopklaret, hvorfor et hus i Sønderhå i Thy udbrændte natten til onsdag.
Politiet havde en mistanke om, at den brand, der raserede et hus på Legindvej ved Sønderhå, var påsat. Men om mistanken er rigtig, forbliver uopklaret.
- Huset er total udbrændt, så vi kan ikke lave tekniske undersøgelser. Vi kan ikke gøre mere, og vi finder ikke ud af, hvordan branden er startet, fortæller Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Flere brande i ubeboede huse
Huset var ubeboet og har stået tomt i mere end et år, og da brandfolkene nåede frem, var huset helt overtændt, så man valgte at lave en kontrolleret nedbrænding.
Det er ikke første gang i år, at ubeboede ejendomme brænder. I den sydlige del af politikredsen blev der i januar både anmeldt en brand i et tidligere hotel ved Haderup og i et hus på Ølstrupvej mellem Spjald og Ølstrup.