Reguleringsjæger fra Thisted hædret med en pris
Reguleringsjægeren Martin Poulsen er gået fra at blive anmeldt til politiet til at få en pris for sit arbejde med at informere lokalsamfundet om reguleringsjagt.
For et år siden var TV MIDTVEST på duejagt i Thisted by med reguleringsjægeren Martin Poulsen.
Det var vi for at fortælle om det arbejde, han laver med regulering af duer, fordi han gang på gang blev meldt til politiet af borgere, der undrede sig over manden med geværet inde midt i byen.
Nu er Martin Poulsens indsats med gevær - og ikke mindst snakketøj - hædret med en pris.
- Den havde jeg ikke set komme, og i min verden bliver det ikke ret meget større. Konen derhjemme har kaldt det 'Oscar-øjeblikket', siger førtidspensionisten fra Thisted.
Det er Jægerprisen 2020 fra Danmarks Jægerforbund, som Martin Poulsen modtog den 19. september. En initiativpris, der gives til jægeren fra Thisted, for hans arbejde med at informere lokalsamfundet om reguleringsjægeres opgaver og arbejde.
De er egentlig fire reguleringsjægere i Thisted Kommune, men særligt Martin Poulsen har gjort sig bemærket.
- Vi er mange reguleringsjægere landet over. Jeg er så bare ham, der ikke kan finde ud af at holde kæft, fortæller thyboen.
Det er kæmpestort
Reguleringsarbejdet gør jægeren ganske gratis, og Martin Poulsen er rørt over, at hans arbejde og dedikation bliver bemærket af Danmarks Jægerforbund.
- Det var først dagen efter, at det gik op for mig, hvad det egenlig betød at få det skulderklap fra jægerforbundet. Det er kæmpestort.
Sammen med prisen følger en check på 10.000 kroner, og pengene er allerede blevet øremærket til mere reguleringsarbejde.
- Jeg skal op og betale for en ny riffel i dag, så jeg kan komme ud og regulere de her mårhunde, som man hører så meget om, siger Martin Poulsen.
På grund af Martin Poulsens omtale af reguleringsarbejdet i medierne, har der ikke været en eneste anmeldelse til politiet siden.