Sådan jubler man i Thy: Se Thisteds vilde sejrssang
Kritte vitte vit bum bum... Fodbold-Danmark elsker thyboernes jubel i omklædningsrummet.
Fodboldspillerne fra Thisted FC har i denne sæson taget fodbold-Danmark med storm.
Oprykkerne fra Thy ligger ikke alene på førstepladsen i 1. division efter imponerende otte sejre i 12 kampe.
De er også blevet kendte for en anderledes og særdeles underholdende sejrssang.
Holdet har droppet den sædvanlige hvem-var-det-der-vandt-i-dag-sang og lavet deres egen på melodien Der sad to katte på et bord.
- Det var noget spillerne selv fandt på under en træningslejr. De syntes, at der skulle ske noget nyt, og jeg synes, at det er fantastisk. Hver gang de synger den, har vi jo fået tre point. Jeg bliver aldrig træt af at høre den sang, siger klubbens formand Niels Jeppesen til tvmidtvest.dk.
Formanden fortæller, at mange landsdækkende medier har fået øjnene op for den alternative sejrssang - og selvfølgelig også klubbens imponerende resultater.
- Jeg tror, at vi er den mest omtalte klub i Danmark lige nu. Det er ren HC Andersen og den grimme ælling. Man kniber sig i armen... kan det virkelig passe. Men indtil videre er målet stadig at sikre overlevelse i 1. division, og så skal vi nok sætte en ny målsætning, siger han.
Spillerne sætter dog deres egen målsætning i sangen: "Vi er Thisted, og vi er stribet, og vi rykker op i år", lyder det.
- De lavede sangen i foråret, da vi spillede i 2. division, og nu synger de selvfølgelig videre, siger Niels Jeppesen.
Til sidst i sejrssangen hopper spillerne rundt i omklædningsrummet, og så plejer indholdet af drikkedunkene at ryge ud.
- Så er med at komme af vejen, hvis man ikke vil være våd, siger formanden.