Smadret kæmpe-kran: Arbejdstilsynet har undersøgt uheldsstedet

Efter at en knap 190 meter høj kran væltede torsdag aften, har Arbejdstilsynet fredag formiddag undersøgt uheldsstedet.

0:20
TV MIDTVEST har hele dagen haft en reporter til stede i nærheden af den væltede kran. Hun fortæller om status på Arbejdstilsynets undersøgelse.

Fra morgenstunden fredag har der været aktivitet omkring Testcenter Østerild, hvor en 184 meter høj kran torsdag aften væltede

Omkring uheldsstedet har medarbejdere fra kranfirmaet BMS arbejdet iklædt reflekstøj, mens en lignende kran har arbejdet ved siden af den væltede kran. 

Lokalpolitiet i Thisted fortæller til TV MIDTVEST, at den 200 tons tunge kran væltede, idet den var ved at rulle sin arm ud. Men hvad der har forårsaget faldet er endnu uvist. 

Selvom kæmpekranen er væltet ned over førerhuset, så den ligger med de gigantiske larvefødder i vejret, er der ikke kommet nogle personer til skade. 

Det bekræfter BMS over for TV MIDTVEST. Derudover har kranfirmaet ikke nogen kommentarer til sagen, før Arbejdstilsynet er klar med en rapport over uheldet.

1:15
TV MIDTVEST har haft en drone i luften over den væltede kran.

Kranens fører var en 23-årig lokal mand, der blev kørt til skadestuen i Thisted efter uheldet. Han havde fået olie ud over sig og i øjnene, men derudover oplyser Politiet, at manden er okay efter omstændighederne. 

Kranen væltede under arbejdet med at montere en vinge på en vindmølle fra Siemens Gamesa. 

Siemens Gamesa oplyser over for TV MIDTVEST, at der ikke er sket nogen skade på hverken vindmølle eller vinge. De afventer nu undersøgelserne fra myndighederne og deres underleverandør BMS.