Steinfath: - Jeg lærte at surfe, før jeg kunne gå

Casper Steinfath er opvokset i Klitmøller, og her vil han blive boende resten af sit liv.

Den firedobbelte surfing-verdensmester, Casper Steinfath, flytter aldrig fra Thy.
Den firedobbelte surfing-verdensmester, Casper Steinfath, flytter aldrig fra Thy.

Han er født i Californien med en dansk mor og amerikansk far. Men kort tid efter, han blev født, flyttede forældrene til Klitmøller.

- Det er et meget vildt sted, og jeg tror også, det var det, der inspirerede mine forældre. Det ligger lige ud til havet, og når vinden blæser, så er der ikke noget, der tager fra. Den kommer lige i ansigtet, siger Casper Steinfath.

Netop det rasende vejr er helt essentielt for ham. Derfor kan han også godt lide ordsproget ”I Thy er man født i modvind”.

- Når man siger, at i Thy er man født i modvind, så er det jo netop også set i den kontekst, at du har en samfundsudvikling, der har været meget svær. Alt hvad du skal gøre i Thy, skal du nogle gange kæmpe endnu hårdere for. Så du finder virkelig et drive og en passion, uanset hvad du laver, siger Casper Steinfath.

"Jeg lærte at surfe, før jeg kunne gå." Sådan føler Casper det i hvert fald. Hans far tog både ham og hans bror med ud i bølgerne, fra de var helt små. På billedet er Casper cirka fire år.
"Jeg lærte at surfe, før jeg kunne gå." Sådan føler Casper det i hvert fald. Hans far tog både ham og hans bror med ud i bølgerne, fra de var helt små. På billedet er Casper cirka fire år.

En anderledes familie

Han lærte at surfe, før han kunne gå. Det føltes i hvert fald sådan for den nu 24-årige Casper Steinfath. Især hans far var og er stadigvæk en passioneret surfer, og derfor tog han Casper og hans bror med ud på havet fra de var helt små.

- Som familie var vi nok meget atypiske. Vi legede ude i det her element, som i flere generationer var anset som en arbejdsplads. Jeg tror, vi dukkede op midt i den her konflikt om, om havet er en arbejdsplads eller en legeplads. Jeg ved ikke så meget om det, for jeg voksede bare op midt i det. For mig var det jo den største lejeplads, og det er det jo på sin vis stadigvæk, siger Casper Steinfath. 

Kasper bor med sin familie i Klitmøller. Her samles venner og familie ofte og hygger sig.
Kasper bor med sin familie i Klitmøller. Her samles venner og familie ofte og hygger sig.

Vinden er vendt for Thy

Det er blevet hipt at bo i Thy. Huspriserne stiger og bølgerne i Cold Hawaii er fantastiske at surfe på – mange siger ligefrem, at de er de bedste i Europa.
Så efter flere år med ry som udkantsdanmark og kælenavn som landets rådne banan, ser det endelig ud til, at vinden er vendt i Thy – området er blevet yderst attraktivt.

Den firedobbelte verdensmester i surfdisciplinen standup paddling, Casper Steinfath, forstår godt, hvorfor andre så småt er ved at få øjnene op for det område, han elsker så højt.

- Hvis du kan vænne dig til at surfe under de forhold og det vilde vejr, vi har i DK, så kan du tage hvor som helst hen og surfe, fordi så er det sandsynligvis lidt mere behageligt, siger Casper Steinfath med et smil i en ny serie på Mokka, ”Thy, Håb og Kærlighed”.

Siden 2010 har thyboen vundet fire verdensmesterskaber - senest ét i 2017. Og thyboen har ikke tænkt sig at forlade området - nogensinde.

Se første program i serien Thy, Håb & Kærlighed her: 

28:31
Her kan du se reportage fra landsdelen og surferparadiset Thy. I fire programmer møder vi tilflyttere, fastboere og alle de andre, der har tre ting til fælles: ”Thy, Håb & Kærlighed”.