Tip fik politiet i rigtig retning: Isbjørneskind vender tilbage til ejer efter ransagning

Der blev fundet flere tyvekoster ved ransagningen end blot isbjørneskindet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Isbjørneskindet hang på væggen hos en lægeklinik i Thyborøn.
Isbjørneskindet hang på væggen hos en lægeklinik i Thyborøn.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Det bragte stor ulykkelighed, da et isbjørneskind i februar blev stjålet fra en lægeklinik i Thyborøn. Midt- og Vestjyllands Politi efterlyste det, og efterfølgende udlovede ejerne af skindet en dusør på 2000 kroner, hvis et tip kunne hjælpe politiet i den rigtige retning.

Det er nu sket.

På Facebook skriver Midt- og Vestjyllands Politi, at skindet nu er tilbage hos lægeklinikken i Thyborøn, hvor det før et indbrud den 11. februar klokken 22:15 hang på væggen.

- Det lykkes heldigvis ind i mellem at koble fundne tyvekoster sammen med et gerningssted, og dermed finde rette ejer til kosterne. Indimellem er det nemmere end andre gange – eksempelvis da vi fandt et isbjørneskind under en ransagning. Det er trods alt ikke ret tit, vi registrerer isbjørneskind som koster ved et indbrud, skriver politiet.

Ransagningen, hvor isbjørneskindet blev fundet, fandt sted i en ejendom i Ringkøbing.

Det var dog ikke kun isbjørneskindet, der blev fundet ved den lejlighed.

Politiet melder således også om en del andre tyvekoster på matriklen, som nu kan komme hjem til deres retmæssige ejere.

Politiet melder ikke noget om, hvorvidt den eller de borgere, der tippede dem om isbjørneskindet, har modtaget dusøren på de 2000 kroner.