Tørke hærgede Sørens marker: Derfor har han brugt mindre sprøjtegift

Tørke betyder færre svampe og derfor et mindre behov for sprøjtegift på markerne. Derfor er det godt nyt for miljøet, at det har været så tørt.

2:00
Tørken har betydet færre plantesygdomme og derfor et lavere behov for sprøjtemiddel.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Når Søren Bang Nielsen fra Hurup kigger på sin mark, er udbyttet ikke helt, som han havde håbet.

- Kernerne er små, konstaterer han.

For tørken har sat sit præg på afgrødernes muligheder for at vokse sig store og stærke. Der er dog også noget ret godt ved, at solen skubbende regnen væk i store dele af maj og juni.

For når det kniber med regnen, giver det svampe dårligere chance for at leve. Det betyder, landmændene ikke skal bruge så meget sprøjtegift.

- En hel del af de svampe, vi har, er fugtelskende svampe, og de kommer både i vårsæd og vintersæd. De har selv sagt ikke haft særlig gode betingelser, når der har været så tørt.

- Tørken betyder, vi har kunnet spare på noget kemi, siger Michael Riis, som er planteavlsrådgiver hos landboforeningen Fjordland i Thisted.

Mange svampe lever godt i fugtigt miljø, forklarer planteavlsrådgiver Michael Riis.
Mange svampe lever godt i fugtigt miljø, forklarer planteavlsrådgiver Michael Riis.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Planteavlsrådgiver fortæller, at mantraet er, at man skal bruge så lidt som muligt, men så meget som nødvendigt, når det handler om sprøjtegift. Og i år har så så meget som muligt altså været noget mindre end normalt.

Søren Bang Nielsen bakker op:

- Det er hele tiden en overvejelse, vi gør os som landmænd, når vi er ude at køre i marken. Det er at gøre det så optimalt som muligt for vores planter og miljømæssigt, siger Søren Bang Nielsen.

Kan ikke gøre op for ringe høst

Og når nu der er brugt færre penge på sprøjtemiddel i år, kunne man jo tro, at landmændene gerne ville have en lige så tør sommer og forsommer næste år.

Det er bare ikke helt tilfældet.

- Det mindre forbrug af sprøjtemiddel kan ikke kompensere for det, vi mangler i udbytte. Det kan det på ingen måde, siger Søren Bang Nielsen.