Vindmølletransport forsinket - løbet ind i uforudsete udfordringer

Paradoksalt nok er den opsigtsvækkende vindmølletransport blevet bremset af netop vind.

De tre vindmølledele ombord på den norske pram, der har fragtet dem fra Hvide Sande til Hanstholm.
De tre vindmølledele ombord på den norske pram, der har fragtet dem fra Hvide Sande til Hanstholm.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Mandag var det oprindeligt planen at genoptage transporten af tre kæmpestore vindmølledele fra Siemens Gamesa.

Mølledelene har været undervejs fra Brande siden sidste weekend. Endestationen er Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild, og lige nu befinder de tre dele, der dækker over en nacelle, en generator og et nav, sig på havnen i Hanstholm. 

Ifølge TV MIDTVEST's oplysninger er transporten dog udskudt på grund af det heftige vejr, der de næste timer rammer Nordvestjylland.

Derudover skulle man ikke være færdig med at losse vindmølledelene fra den norske pram, der har fragtet dem ad vandvejen fra Hvide Sande til Hanstholm. 

Den sidste del af rejsen på 22 kilometer ventes ifølge TV MIDTVEST's oplysninger tidligst at blive genoptaget tirsdag, hvor man fragter den første del fra havnen til testcenteret.

Så i stedet for transport mandag, tirsdag og onsdag bliver det muligvis tirsdag, onsdag og torsdag.

De enorme vindmølledele, der transporteres, er omkring 11 meter brede på det bredeste.

TV MIDTVEST følger transporten tæt, når den på et tidspunkt genoptages.