Se de vilde billeder: Jespers forvandling overrasker ham selv
Jesper Panorama Pedersen fra Silkeborg har gennemgået så stort et vægttab, at han selv blev chokeret over billederne. Dem kan du se nede i artiklen.
- Jeg blev helt rørt, og det gør jeg egentlig stadigvæk, kan jeg mærke.
Sådan siger Jesper Panorama, tydeligt med en klump i halsen, da han fortæller om sine før og efterbilleder, han har taget efter sit vægttab.
Kok og restaurantejer Jesper Panorama blev landskendt, da han deltog i TV2-programmet 'Fem fede kokke'.
Med en kampvægt på 145 kilo, var han den tungeste deltager i programmet, men da sidste afsnit løb over skærmen, havde han tabt sig 35,1 kilo.
Siden er der røget yderligere 7,9 kilo, og det kan ikke kun ses på badevægten, men naturligvis også på Jesper Panorama selv.
Onsdag aften tog Jesper Panoramas hustru et billede af ham - og resultatet var overraskende for hovedpersonen selv.
- Jeg blev så chokeret over det billede, jeg sagde bare, hold nu kæft, da jeg så det, siger han.
Billederne, der er taget samme sted med kun otte måneders mellemrum, afslører nemlig en betydeligt mindre Jesper Panorama.
- Før fyldte jeg hele sædet og mere til, på det nye billede kunne man jo både se sæde og gashåndtag på båden. Det kunne jeg godt mærke, den ramte sgu lige. Jeg havde simpelthen ikke set, at det var så meget, før jeg så billedet, fortæller Jesper Panorama, der ejer og driver Panorama Mad og Vin i Silkeborg.
Reaktionerne strømmet ind
Ifølge TV-kokken, så har han mødt stor opbakning hele vejen.
- Min kone og børn har været der hele tiden, Mark Abildgaard (træner i Fem Fede Kokke, red) er også god til at hjælpe mig med at komme igennem, siger Jesper Panorama.
Også på sociale medier er reaktionerne strømmet ind. Da Jesper Panorama første gang stod frem i TV2 Østjylland, fik alene videoen af ham over 22 tusinde reaktioner og 1300 kommentarer.
På Jesper Panoramas før/ efter billeder, som han delte for under et døgn siden, er der i skrivende stund kommet 1500 reaktioner og over 400 kommentarer. Den overvældende opbakning fra nær og fjern gør en forskel.
- Undskyld, men det er kraftedme da vildt, mand, siger Jesper Panorama og tilføjer:
- Jeg løber hver dag, og der kan man godt have det sådan lidt; jeg gider simpelthen ikke i dag. Men da jeg så den opbakning i morges, prøv at høre, så er det bare afsted, der er slet ikke en tanke om, jeg ikke gider.
Styr på livet
Vægttabet kan ikke kun ses, men også mærkes, fortæller han.
- Jeg har aldrig nogensinde haft det bedre, lyder det fra en glad Jesper Panorama.
Han har tidligere fortalt til TV2 Østjylland, at han i starten af programmet tog smertestillende hver morgen. Men det er fortid nu.
Selvom Jesper Panorama mener, han nok har været igennem 25 slankekure - alle mislykkede, så er han ikke bange for, at de mange kilo kommer tilbage på kroppen.
- Jeg har helt styr på mit liv nu, jeg er ikke nervøs for at blive fed igen, siger han.
Han ser nemlig ikke denne gang som en slankekur, men en livsstil. Derfor er det også vigtigt for ham, at hans vilde forvandling ikke bliver en skræmmekampagne for, at man er nødt til at leve et ekstremt sundt liv.
- Jeg kan ikke leve, som da jeg vejede 145 kilo, det er klart. Men vi har fået tudet ørene fulde med, at hvis man vil tabe sig, skal man leve af spidskål og danskvand med citron, og det er simpelthen ikke rigtig, siger Jesper Panorama og uddyber:
- Jeg kan godt lide et godt glas hvidvin og god mad, jeg har bare lært, at der behøver ikke være smør og fløde i alt.
Jesper Panorama fortæller, at han nu primært fokuserer på at opbygge muskler, og at han ikke længere har et nyt mål for, hvad han skal veje.