AstraZeneca vaccine droppes helt i Danmark
Det efterlader tre godkendte vacciner tilbage, hvoraf den ene er sat på pause.
Vaccinen fra AstraZeneca droppes nu helt i Danmark og er skrevet ud af det samlede vaccinationsprogram.
Sådan lyder det fra sundhedsmyndighederne ved et pressemøde i Sundhedsstyrelsen onsdag.
Danmark er dermed det første land i verden, der vælger at skrotte vaccinen helt, efter den i flere lande har været på pause, mens sammenhængen mellem vaccinen og få, men usædvanlige bivirkninger undersøges.
Forsinkes af to årsager
Beslutningen om at droppe vaccinen kommer ifølge TV 2s oplysninger af to forskellige årsager.
Den ene årsag er, at man nu kan konstatere en sammenhæng mellem vaccinen og alvorlige bivirkninger som sjældne blodpropper, lyder det fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ved pressemødet.
- Vi ved, at det her er noget, der skyldes vaccinen, siger han.
Søren Brostrøm understreger samtidig, at det ikke alene er på baggrund af den sammenhæng, at AstraZeneca-vaccinen droppes, for vacciner "har altid bivirkninger", og i Danmark er vi i udgangspunktet ikke "bivirkningsforskrækkede".
Det er dog kun i ekstremt sjældne tilfælde, at bivirkningerne opstår - ifølge Søren Brostrøm er det cirka en ud af 40.000 vaccinerede, der oplever at få de sjældne bivirkninger i blodet.
Johnson & Johnson-pause kan udskyde vaccinationsplanen op til seks uger
Den anden årsag til, at vaccinen fra AstraZeneca skrives ud af planen, er, at myndighederne ikke ønsker at løbe nogen risiko ved at bruge den, når smitten i Danmark fortsat er under så stor kontrol, som den er i øjeblikket.
Tre vacciner tilbage
Senere onsdag vil en ny og opdateret kalender blive præsenteret, hvori AstraZeneca-vaccinen altså ikke længere indgår.
Med den vaccine ude af ligningen er der tre godkendte vacciner tilbage i det danske vaccinationsprogram.
Det drejer sig om de to vacciner fra Pfizer/BioNTech og Moderna, der allerede er i brug, samt en sidste fra Johnson & Johnson, der endnu ikke er taget i brug herhjemme.
Der er dog formentlig et stykke vej endnu til, at sidstnævnte vaccine ender i danske overarme, da det amerikanske selskab selv netop har udskudt udrulningen i Europa på baggrund af seks tilfælde af sjældne blodpropper i USA.
De seks tilfælde kommer ud af i alt knap syv millioner amerikanere, der har fået Johnson & Johnson-vaccinen.
Derfor er heller ikke denne vaccine i spil i Danmark, men sundhedsmyndighederne oplyste tirsdag, at en endelig melding kommer senere denne uge.
Sammenhæng undersøges
De første og længe ventede vaccinedoser fra det svensk-britiske medicinalfirma AstraZeneca blev leveret herhjemme i februar, men siden 11. marts har vaccinen dog været sat helt på pause i Danmark.
Det har den, mens undersøgelser om en mulig sammenhæng mellem vaccinen og sjældne, men alvorlige blodpropper har stået på.
AstraZeneca-vaccinen er sendt i limbo, men er der overhovedet et alternativ?
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) fortsatte længe med at anbefale brugen af AstraZeneca på trods af, at flere lande i Europa satte vaccinen på pause.
I sidste uge var beskeden fra EMA dog, at der er en mulig sammenhæng mellem den og de sjældne blodpropper.
Alligevel anbefaler agenturet, at medlemslandene fortsætter brugen af vaccinen, fordi fordelene ved at få vaccineret den europæiske befolkning opvejer de sjældne risici, lød det.