Hård kritik af kontrol med tilskud til landbruget - finte sikrer ekstra millioner

Venstre-minister Esben Lunde Larsen godkendte praksis, der ikke sikrede en ordentlig kontrol. Danmark risikerer nu at skulle betale penge tilbage.

20180607-145741-L-1920x1250we
Foto: Henning Bagger / Rtizau Scanpix

Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ikke har sikret en ordentligt kontrol med landbrugstilskud.

Det fremgår af en beretning, hvor Rigsrevisionen har gransket udbetalingerne af tilskud fra Landbrugsstyrelsen til danske landbrug i perioden fra 2014 til 2019.

Finte kan sikre uberettiget tilskud

Sagen handler om støtte til danske landbrug, der bliver givet via EU-midler. Det er Landbrugsstyrelsen, der udbetaler pengene, men der er et loft, som siger, at hvert landbrug maksimalt kan få fem millioner kroner årligt.

Men Rigsrevisionen har opdaget en finte, hvor landmanden opsplitter sit landbrug i eksempelvis tre forskellige selskaber og får tilskud på tre gange fem millioner kroner og dermed slipper uden om loftet. Det er en kunstig opslitning og er ikke tilladt. Men Landbrugsstyrelsen har ikke haft godt nok styr på kontrollen, mener Rigsrevisionen.

Rigsrevisionens undersøgelse indikerer, at 138 landbrugere kan have omgået støtteloftet med finten. De har samlet fået udbetalt 448 millioner kroner, men hvor stor en del, der er udbetalt uretmæssigt afhænger af yderligere vurderingere af de enkelte tilskudssager.

Landbrugere, der har opsplittet deres bedrift i flere selskaber, kan samtidig have opnået en række andre afledte fordele i form af færre kontroller og sanktioner – fordele, som ikke kan opgøres økonomisk.

Sådan ser finten ud.
Sådan ser finten ud.
Foto: Rigsrevisionen

Skarp kritik

Den mangelfulde kontrol får hårde ord med på vejen fra Statsrevisorerne, der er politisk udpeget af Folketinget.

- Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i perioden 2014-2019 ikke har sikret en korrekt og tilstrækkelig kontrol af tilskud til landbrugere, lyder det i en beretning fra Statsrevisorerne, der udtaler sig oven på Rigsrevisionens rapport.

Der bliver hvert år uddelt omkring syv milliarder kroner i tilskud. Men Landbrugsstyrelsen har ikke "sikret en tilstrækkelig kontrol" med modtagernes ejerforhold og har ikke "i tilstrækkeligt omfang" sikret sig, at "væsentlige krav" er overholdt.

- Den utilstrækkelige kontrol medfører risiko for, at nogle landbrugere uberettiget har fået tilskud, og at Danmark skal tilbagebetale EU-tilskud som følge af underkendelser fra Europa-Kommissionen, skriver Statsrevisorerne.

Statsrevisorerne skriver også, at det er en "skærpende omstændighed", at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ikke styrket kontrollen eller ændret administrativ praksis, selvom Landbrugsstyrelsen siden 2005 her kendt til finten.

Esben Lunde godkendte praksis

De skriver også, at det er en "skærpende faktor", at miljø- og fødevareministeren i 2018 godkendte et administrationsgrundlag, som ikke sikrede en forvaltning i overensstemmelse med EU-reglerne. I stedet fortsatte Landbrugsstyrelsen sin praksis med at administrere efter CVR-numre.

Statsrevisorerne forklarer på et pressemøde, at det var Venstres Esben Lunde Larsen, der som ansvarlig minister i 2018 godkendte administrationsgrundlaget, der ikke sikrede en ordentlig kontrol. Ifølge statsrevisor Klaus Frandsen fra Radikale Venstre, burde han have været mere forsigtig.

- Vi mener, der var advarselssignaler nok til, at han godt kunne have set, at det her var problematisk, siger Tage Frandsen.

Så han skulle ikke have skrevet under?

- Nej.

Esben Lunde Larsen er ikke længere i dansk politik, og derfor har Statsrevisorerne ikke drøftet, om hans ageren gør ham uegnet som minister. Men Klaus Frandsens personlige holdning er, at den diskvalifiserer ham.

- Han ville næppe være minister efter den her sag, hvis han stadigvæk havde siddet, siger Klaus Frandsen.

Lunde Larsen pressede på for at fortsætte

Ifølge den konservative statsrevisor Mette Abildgaard pressede daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ligefrem på for at fortsætte ordningen med at udbetale støtte til landbrugere, der har opdelt deres landbrug. Det samme gjorde interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer, lyder det.

- Vi kan se, at både den daværende minister, men også erhvervet har presset på. Det er der telefonnotitser og andet, der indikerer. Vi risikerer nu at skulle betale penge tilbage til EU på baggrund af denne sag. Det er stærkt kritisabelt, siger Mette Abildgaard.

Hun peger på, at embedsmændene også bærer et ansvar, fordi at ordningen ikke blev stoppet.

Ingen af statsrevisorerne vil give et bud på, hvad Esben Lunde Larsens og Landbrug & Fødevarers pres kan skyldes.

Adspurgt om det kan føre til politianmeldelse svarer statsrevisor Klaus Frandsen, at der ligger en konkret sag til vurdering hos Kammeradvokaten.