Markant vejrskifte rammer Danmark - nu står den på efterårsvejr

Trods det ustadige vejr bliver det dog lunere som konsekvens af vejrtypen.

I løbet af ugen vil der især kommer meget regn i den nordvestlige del af landet. (Arkiv foto: Aarhus)
I løbet af ugen vil der især kommer meget regn i den nordvestlige del af landet. (Arkiv foto: Aarhus)
Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

Efter en ret pæn og i det store hele tør afslutning på efterårsferien, står den nu på skyer, regn og noget blæsende vejr i denne uge. Så nu er det tid til at finde regnjakkerne og gummistøvlerne frem til cykelturene, og især onsdag ser grå og våd ud.

Overordnet set vil et lavtryk befinde sig nordvest for Danmark, mens lufttrykket vil være højt mod sydøst, og mellem højtrykket og lavtrykket vil en frontzone i flere omgange sende bølger af regn op over Danmark.

Efter en ret pæn afslutning på uge 42 bliver det nu noget mere ustadigt, gråt og vådt i den nye uge.
Efter en ret pæn afslutning på uge 42 bliver det nu noget mere ustadigt, gråt og vådt i den nye uge.
Foto: TV 2 Vejret

I dag står den på mere udbredt regn, men for det meste let regn, når en svag front trækker hen over landet fra sydvest mod nordøst.

Den mest intense regn i denne uge ser vi dog nok onsdag, når et lavtryk bevæger sig op gennem Nordsøen. På østsiden af lavtrykket strømmer ret lun og fugtig luft op over Danmark, og i forbindelse med den tilknyttede front giver det silende regn til store dele af landet. Samtidig får vi op til omkring 15 grader de steder, hvor det bliver varmest.

Luften forbliver smålun torsdag og fredag, hvor der også kan komme en smule regn i perioder, og så ser det til gengæld mest tørt ud i weekenden.

Mest regn tættest på lavtrykket

Kigger vi på prognosernes bud på den forventede samlede regnmængde, afslører der sig en klassisk skævhed hen over landet.

I Nord- og Nordvestjylland ligger man i denne uge tættest på lavtrykkene over Nordatlanten, og det er en af grundene til, at man her får mest regn.
I Nord- og Nordvestjylland ligger man i denne uge tættest på lavtrykkene over Nordatlanten, og det er en af grundene til, at man her får mest regn.
Foto: TV 2 Vejret

Mest regn har man nemlig udsigt til i den nordvestlige del af landet, mens regnmængderne falder mod øst. Og det er der en helt naturlig forklaring på.

Med lavtryk vest og nordvest for Danmark, vil de tilknyttede fronter være mest aktive over det vestlige Danmark, hvor man netop er tættest på lavtrykket.

Det modsatte så vi i den netop forgangne uge, hvor man over Østersøen havde regn og blæst, fordi højtryk og lavtryk lå lige omvendt af, hvad de gør i denne uge.