Ny prognose: Sådan bliver vejret de næste fire uger

Tørken forværres, men langt fremme kan man også begynde at ane regn.

Sommervejret fortsætter og fortsætter.
Sommervejret fortsætter og fortsætter.
Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix

Den danske sommer 2018 har været højst usædvanlig.

Inden denne uge er omme, når vi den 44. og 45. meteorologiske sommerdag med over 25 grader.

Og det ser ud til at fortsætte.  

Meteorologiske sommerdage resten af uge 28

Vi har allerede fået mere end tre gange så mange sommerdage som sidste år, og denne sommer kan gå hen og blive historisk varm og solrig.

Langtidsprognoserne peger i hvert fald i den retning. Der skal dog gøres opmærksom på, at langtidsprognoser er behæftet med usikkerhed.

Vejrudsigt for resten af ugen.
Vejrudsigt for resten af ugen.
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Varm og solrig uge 29

I uge 29 ser det ud til at blive varm og solrigt. Dagtemperaturerne midt i næste uge ser således ud til at ramme 28 grader og vil være suppleret af lange perioder med solskin.

Ifølge det fælles europæiske regnecenter, ECMWF, vil middeltemperaturen over hele ugen være 2-3 grader varmere end normalt.

Som det ses af grafikken er det generelt varmt i Europa.

Afvigelse fra den normale temperatur i uge 29.
Afvigelse fra den normale temperatur i uge 29.
Foto: ECMWF / ECMWF

Desuden mener ECMWF, at det generelt bliver meget tørt og solrigt.

Også den amerikanske regnemodel, GFS, er enig i, at der kan være lange solperioder, men den har også nogle byger på programmet.

Onsdag den 18. juli (uge 29).
Onsdag den 18. juli (uge 29).
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Mandag og tirsdag melder GFS-modellen, at der kommer stedvise tordenbyger i eftermiddagstimerne, men den har fortsat ikke nogle landsdækkende regnvejr.

30 grader i uge 30 

I uge 30 forudser både ECMWF og GFS fortsat langt varmere vejr end normalt. 

Ligesom i uge 29 har vi temperaturer et stykke over 25 grader. Begge de store regnecentre forudser meget mindre regn end normalt. Hvis man i stedet for at kigge på gennemsnitsværdierne dykker ned i de enkelte prognoser, kan der imidlertid godt findes solide regnvejr. Det underbygger blot, at usikkerheden er voksende.

Fortsat varmt i uge 31, men nu også med regnvejr

I uge 31 ser temperaturen kun ud til at være en smule højere end normalt og regnemodellerne begynder at sende regnvejr ind over landet.

Både i uge 30 og 31 er der risiko for enkelte hidsige regnvejr. Lokale skybrud kan ikke udelukkes.

Afvigelse fra normale renmængder. I Danmark, ser det nu ud til at regnmængderne er normale for årstiden i uge 31.
Afvigelse fra normale renmængder. I Danmark, ser det nu ud til at regnmængderne er normale for årstiden i uge 31.
Foto: ECMWF / ECMWF

Stor risiko for naturbrande

Allerede nu oplever vi langt flere naturbrande end normalt.

Og med de næste ugers vejrudsigter in mente er der lange udsigter til, at det kan blive bedre.

I begyndelse af juli måned har beredskabsstyrelsen kørt ud til cirka 40 naturbrande dagligt mod normalt fem.

Sort viser gennemsnit i perioden 2013-2017 og rød er antallet i 2018.
Sort viser gennemsnit i perioden 2013-2017 og rød er antallet i 2018.
Foto: Beredskabsstyrelsen / Beredskabsstyrelsen