Overblik: Her er de nye landsdækkende retningslinjer
Corona-smitten har nu fået så godt fat i Danmark igen, at situationen er alvorlig, siger statsminister Mette Frederiksen.
Coronasmitten har atter bidt sig fast i det danske samfund. Derfor lancerede statsminister Mette Frederiksen (S) fredag en række nye landsdækkende restriktioner og anbefalinger til, hvordan vi igen får sygdommen under kontrol.
Samtlige tiltag træder i kraft fra lørdag 19. september og vil foreløbig gælde til og med 4. oktober 2020.
Herunder er et bredt udsnit:
Restriktioner:
Forsamlingsforbud sænkes til 50
Fremover er det maksimalt tilladt at være 50 personer samlet på samme sted. Hidtil har grænsen været 50 i Storkøbenhavn og 100 i resten af landet.
Restaurationer skal lukke klokken 22
Restauranter, caféer og barer skal fremover alle lukke senest klokken 22. Hidtil har det uden for hovedstadsområdet været tilladt at holde åbent til klokken 02. Det vil heller ikke være muligt at holde private arrangementer disse steder efter klokken 22, og politiet vil som supplement holde skærpet opsyn med risiko for større forsamlinger - såkaldte hotspots.
Til gengæld kan serveringssteder godt få lov at holde åbent frem til klokken 05 med henblik på at sælge takeaway.
Påbud om mundbind
Når man går og står på landets restauranter, barer og caféer, skal man fremover bære mundbind. Sidder man ned, er det ikke nødvendigt. Der vil gælde samme undtagelser for brug af mundbind som i kollektiv transport (børn m.fl.).
Maks 500 til superligakampe
Tilskuerbegrænsningen til Superligakampe bliver igen sat ned til 500 i alt. Hidtil har klubberne ellers haft mulighed for at inddele deres stadioner i sektioner med 500 i hver. Det vil heller ikke været muligt at afvikle hverken indendørs eller udendørs idrætsarrangementer med videre på faciliteter, hvor der er flere end 500 personer til stede samtidig.
Krav om skiltning
Alle steder, hvor der er begrænsninger på, hvor mange personer man må være samlet, skal det af skilte klart fremgå, hvor mange man må være. Det skal blandt andet styrke politiets muligheder for at sikre, at reglerne bliver efterlevet.
Forbud mod alkohol i busser
Der indføres forbud mod indtag af alkoholiske drikke under kørsel i busser, der foregår med tilladelse efter buskørselsloven.
Krav om opsynspersonale i større butikker
Der indføres krav om synligt opsynspersonale i lokaler i detailhandlen over 2000 kvadratmeter, herunder udvalgsvarebutikker, dagligvarebutikker, storcentre, stormagasiner, varehuse, basarer, arkader og lignende.
Derudover anbefales det, at indkøb kun foretages af ét familiemedlem ad gangen.
Anbefalinger:
Ingen byfester og andre sociale arrangementer
Det anbefales, at alle byfester og andre lignende arrangementer (for eksempel open-by-night og lignende arrangementer på tværs af detailbutikker, institutioner med videre i det offentlige rum) aflyses. Det samme bør sociale arrangementer i forbindelse med dagtilbud, grundskoler, fritidstilbud, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og lignende blive.
Til gengæld kan bryllupper, konfirmationer og lignende helt særlige mærkedage, der allerede er planlagt, godt afholdes, hvis det er muligt at overholde Sundhedsstyrelsens råd. De bør dog under alle omstændigheder slutte senest klokken 22.
Hjemmearbejde hvis muligt
Alle offentligt og privat ansatte opfordres til at arbejde hjemmefra i det omgang, det er muligt og giver mening.
Ingen offentlig transport i myldretiden
Der opfordres til at rejse uden for myldretiden og til at gå eller tage cyklen ved kortere ture.