Overvej at blive hjemme i julen, lyder det fra SSI - og skal du af sted, så tag bilen
TV 2 har talt med tre eksperter, som alle opfordrer danskerne til at genoverveje rejseplanerne til jul.
Danskerne bør overveje, om de skal rejse hjem til jul, lyder opfordringen fra Statens Serum Institut.
- Hvis man er en familie, der ikke plejer at ses så meget, og nogle kommer fra et højsmitteområde, kunne man selvfølgelig overveje, om man kunne holde en lidt mindre jul, lyder det torsdag aften fra direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum.
Vælger man alligevel at rejse på tværs af landet, bør man overveje at tage bilen, lyder det fra SSI:
- Normalt ville vi jo af CO2- og miljømæssige årsager sige, at det er en rigtig god idé at rejse med offentlig transport.
- Men i den nuværende situation, hvis man har mulighed for at køre i privat bil, vil jeg faktisk synes, at det var at foretrække, siger Henrik Ullum til TV 2.
Hvis man allerede har købt en togbillet til jul, og ikke vil bruge den alligevel, skal man dog ikke fortvivle, siger informationschef for DSB, Tony Bispeskov.
Det er muligt at refundere sin billet gebyrfrit helt frem til udgangen af februar, og det hvad enten der er tale om en orangebillet eller en almindelig billet, oplyser han til TV 2.
Randrup: Tag jer sammen i denne periode
Torsdag aften har TV 2 talt med tre forskellige eksperter, som alle mener, at man bør overveje, hvor og hvordan man fejrer jul.
Det er virolog Allan Randrups klare anbefaling, at man først og fremmest ser de samme personer gennem julen, og allerhelst ikke rejser væk:
- Det bedste er at undgå det, og hvis man plejer at være en større forsamling til jul, så kunne man jo bare i år være nødt til at dele det op i mindre grupper, siger Randrup.
Han understreger alvoren i, at smittetallene lige nu stiger, og påpeger, at rejseaktivitet kan øge smittetallene, som man så det i USA under højtiden thanksgiving i november.
Det samme budskab lyder fra overlæge ved Hvidovre Hospital Thomas Benfield.
Han håber, at danskerne vil overveje, om der er en ”virkelig god grund til”, at man holder jul på tværs af generationer:
- Hvis man ikke kan komme på en virkelig god grund til, at man mødes med sine bedsteforældre eller ældre forældre, skal man nok lade være, siger han.
Professor: Kan blive alvorligt i januar
I marts var situationen en anden, påpeger Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i Institut for immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet.
Dengang havde vi sæsonen med os, da vi gik foråret i møde, og smitten derfor havde naturlig modgang, fordi flere bevægede sig udendørs.
- Nu er vi på vej ind i en vintersæson. Så det er ikke bare det, at vi skal have overstået julen og ikke få for mange smittede. Vi skal januar, februar og marts igennem, før vi kan håbe på, at vejret bliver lidt bedre, og vi kommer udendørs, siger han.
Pravsgaard advarer samtidig om, at den nuværende situation kan trække i langdrag:
- Hvis vi dummer os nu, så får vi altså et alvorligt problem i januar og februar måned, siger han til TV 2.
Også Allan Randrup peger på, at vi går en lang vinter i møde. Derfor er det vigtigt, at vi kommer igennem julen uden at smittetallene går amok, siger han:
- Tag jer sammen alle sammen på det her tidspunkt, så vi kan komme ud af det, og komme ind i denne her vaccinationsperiode med gode resultater.