Støjberg i angreb på Venstre, og det skal de vænne sig til, siger analytiker
Venstre gik fredag til angreb på sine gamle politiske allierede og blev også selv angrebet.
En tumultarisk fredag for Venstre kulminerede sidst på eftermiddagen i et angreb fra Inger Støjberg.
Ledsaget af et billede af sig selv med Dannebrog i baggrunden gik hun i flæsket på sit gamle parti i et opslag på Facebook:
- Når De Radikale er tilfredse med en aftale på udlændingeområdet, så minder jeg bare helt stilfærdigt om, at noget er HELT galt, skriver hun blandt andet i opslaget.
Hun henviser til den aftale om frivillige hjemsendelser, som Venstre, Radikale Venstre, SF og Liberal Alliance indgik med Socialdemokratiet tidligere på dagen.
I Inger Støjbergs optik er der tale om lempelser. Venstre mener, at der er tale om stramninger. Kort sagt et klassisk slagsmål om den politiske sandhed.
Men Støjbergs opslag er mere end det. Det er også et varsel til Venstre om, hvad der er i vente, lyder det fra TV 2s politiske analytiker Hans Redder.
- Det er den her måde, vi kommer til at opleve Støjberg være på i den kommende tid.
Ellemanns skrækscenarie
Hans Redder mener, at Inger Støjberg forsøger at tale ind i sin fortælling om, at Venstre er på vej et forkert sted hen.
- Hun har forsøgt at skabe et billede af, at Jacob Ellemann er skabsradikal og ikke vil en stram udlændingepolitik. Det er Ellemanns skrækscenarie, at den opfattelse bider sig fast blandt Venstres vælgere, siger TV 2s analytiker.
Netop derfor gik især Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede og indfødsretsordfører Morten Dahlin til angreb på deres gamle allierede på sociale medier fredag.
Her rettede de især skytset mod endnu en tidligere partikammerat, konservatives Marcus Knuth.
- Vi har set Venstre-medlemmer være meget offensive over for politikere fra DF, Konservative og Nye Borgerlige, der i dag har været ude og kritisere aftalen. For de vil have lagt den fortælling om Venstre og Ellemann ned, siger Hans Redder.
En offensiv, der viser den øjeblikkelige splittelse hos de borgerlige.
- Det her siger også noget om situationen i blå blok. Lige nu har blå blok mere travlt med at gå efter hinanden i stedet for Mette Frederiksen.
V: Støjberg skal tale sandt
Hos Venstre understreger udlændingeordfører Mads Fuglede over for TV 2, at han intet har imod, at Inger Støjberg blander sig i debatten.
Men han er træt af, hun blander sig, når hun i hans optik har misforstået aftalen.
- Hun er velkommen til at blande sig. Bare hun taler sandt.
Mads Fuglede mener modsat Inger Støjberg, at flere vil tage imod den en frivillige hjemsendelse med den aftale, der nu er blevet indgået.
- Vi har lavet en markant stramning. Vi vedtog nogle udmærkede regler, da Inger Støjberg var minister, men det har vist sig, at der er nogle huller i det her system, som vi nu forsøger at lukke, siger Mads Fuglede til TV 2.
TV 2 har forsøgt at få fat i Inger Støjberg til en uddybende kommentar, men det er endnu ikke lykkedes.